Har du lige arvet et halvt hus fra tante Oda ?
Kender du den fornemmelse, når du har fået noget ind i dit hjem,
og det ikke spiller ?
Det kan f.eks. være
noget, du har fået i gave, eller hvis du har arvet noget.
Dit pleaser-gen kan
måske gå ind og tvinge dig til at sige ja og beholde genstanden. Men i bund og
grund har du måske mest af alt lyst til at skille dig af med tingen.
Du mærker måske
næsten en form for irritation, men bliver igen overvældet af skyld, hvis du
foretrækker at bytte gaven: "Nej, det kan jeg da ikke være bekendt. Hvad
skal jeg også sige, når X kommer på besøg, og gaven ikke står
fremme".
Men måske tynger
pligten og skyldfølelsen dig endnu mere, hvis der er tale om noget, du har
arvet. Tante Oda har måske fortalt dig om alle de generationer, der har haft
dette klædeskab stående.
Du får klædeskabet
hjem, det kommer indenfor. Men det spiller ikke 100 %.
Måske kan du slet
ikke lide dette skab, måske er det for stort, måske passer det slet ikke ind i
din stil.
Dette er blot et
eksempel - det kunne også være andre ting, du har arvet. Størrelsen og alderen
er sådan set underordnet. Min pointe hér er, at du accepterer noget, som andre
har valgt for dig. Det kommer derfor ofte til at skabe en indre konflikt - af
mange forskellige følelser, der skaber "støj".
Da jeg i 2011 selv
arvede et halvt hus (på 3 etager), stod jeg selv i dette dilemma. Havde jeg
arvet huset blot 5 år før, ville jeg ikke kunne have genkendt mit eget hjem. Og
hvorfor det? Fordi jeg i perioden op til 2011 havde flyttet mig selv enormt.
Min "tante Oda" havde ellers gjort sit - og det på en hjertelig måde
- til, at jeg nærmest ikke - udefra set - havde noget valg. Jeg blev ikke spurgt.
Så det lå da i kortene, at jeg skulle have det halve af tante Odas hjem ind i
mit hjem.
Der var tale om
flere gamle ting: min tipoldemors gamle klædeskab, hendes Amerikaner-vægur,
mine oldeforældres salonsofa , malerier, chatol og en gammel dragkiste fra min
tiptipoldefar.
Faktisk lykkedes det
mig at sætte mig selv ved roret - i tante Odas sted. Det vil sige, at jeg selv
bestemte 100 %, hvad der skulle indenfor i mit hjem. Jeg lod mig ikke diktere.
Og jeg tog kun det hjem, jeg virkelig havde lyst til, og som gjorde mig glad i
låget. Resten blev givet til andre familiemedlemmer, der var interesseret,
eller til Røde Kors. På den måde cirkulerer tingene videre, giver mening og
glæde andre steder. Eller går til et velgørenhedsformål.
Og da jeg lukkede og
slukkede for tante Odas hjem, følte jeg en stor lettelse i hele kroppen - fordi
jeg havde holdt fokus på det, jeg havde lyst til. Det var en befrielse.
Det er ofte sker,
når du tager tingene indenfor, er, at du har yderst svært ved at skille dig af
med dem. Men dit hjem skal afspejle dig, ikke din tiptipoldeforældre. Tager du
nogle af tingene, kan du f.eks. gøre dem til "dine" ved at lade dem
opgradere - f.eks. få sat nyt stof på en stol eller male et klædeskab eller
bord i en dejlig farve, der gør dig glad, og som skaber en rød tråd til det, du
ellers har i dit hjem.
Selv sorterer jeg
tingene efter: Fortæller de mig en historie, der gør mig glad? Bliver jeg
tynget af at kigge på tingene, og vækker de dårlige minder? Er det det sidste,
har de ingen plads i mit hjem, for dér skal jeg være glad og lade op, være
omgivet af gode vibrationer og smukke ting.
Jeg håber, du har
fundet inspiration og er blevet skarpere på at sortere, hvis du kan genkende
dig selv i det, jeg har beskrevet.
Reload the page to not see this specific ad anymore
Kommentar