Facadebeklædning
Svungne linjer Langs facaden på arkitektparret Rasmus og Viviana Iversens hus bugter træet sig i bløde bevægelser. Det bøjede træ giver huset et mere originalt og organisk udtryk og er formet ved hjælp af damp. De to arkitekter har desuden valgt at afslutte facadehjørnerne ved at lade trælisterne krydse over hinanden på skift. At de stikker ud fra facaden på den måde, giver en gennemsigtighed i konstruktionen, hvilket er en fin og anderledes detalje. Træet på huset her er canadisk cedertræ. Cedertræ er en god og stærk træsort, der kan holde i helt op til 100 år, hvis man husker at vedligeholde det. Det kan gøres med olie, træbeskyttelse og maling cirka hvert 3.-8. Trælisterne på huset er fra firmaet Moelven, og kommer fra et såkaldt bæredygtigt skovbrug. Ejerne til huset prioriterede nemlig miljøvenlige og genanvendelige materialer højt, da huset skulle bygges.
Og på husets facade sidder rå og ubehandlede trælister i Douglasgran side om side og vil med tiden patinere til en smuk sølvgrå farve. - De råsavede trælister har en ægthed og en stoflighed, jeg synes er helt fantastisk. Huset er tegnet i skarpe linjer, men materialernes grovhed bryder udtrykket ned, så det ikke bliver industrielt. Og så kan jeg pille listerne af og smide dem direkte i brændeovnen, når de er gamle og skal skiftes ud, fortæller Søren Sarup.
Betonmurene viste sig at være en større udfordring, end parret lige havde regnet med. “Det var lidt af et hyr,” siger Robertson, der var hovedentreprenør og – i samarbejde med Nguyen – arkitekt på projektet. “Det kostede et stykke af min sjæl at rejse disse mure,” siger han. Det krævede et hold på 10 mennesker i en hel måned blot at få skelettet til betonen på plads. Da der er tale om en 5 meter høj mur, er konstruktionen under hårdt pres. “Hvis det ikke bygges helt rigtigt, vil det springe i stumper og stykker, og så står man jo bare tilbage med 330.000 kroners betongrus,” siger han. Parret boede før i en 93 m2 stor lejlighed og havde det som om, deres hjem var ved at slå sprækker, hver eneste gang de havde Robertsons børn fra tidligere ægteskab på besøg – og så var der desuden en lille ny på vej. Af økonomiske årsager ville de ikke have et hjem på over 280 m2 og de endte altså lige på 269. “Det er et helvedes stort hus, men i Houston er det faktisk ret småt,” siger han. “Men når man kommer fra 93 kvadratmeter føles det jo som et palæ.”
Indgangspartiet og måden, hvorpå man bevæger sig gennem hjemmet, trækker også paralleller til Østens design. Havestien leder rundt om betonblokken på billedet her og videre om til en gårdhave, der afslører diskrete glimt af husets indre. Derefter ledes man forbi et stykke have og til sidst om til en lille terrasse, hvor man endelig finder hoveddøren. “Man snubler ikke bare sådan lige indenfor,” siger Robertson. “Der er lidt spændingsopbygning først – en nøje planlagt udfoldning, så alt ikke afsløres på én gang.”
Robertson og Nguyen har beriget deres nye hjem med en overflod af beton: Husets design er nemlig bygget op omkring tre separate kasser, der fungerer som afgrænsninger mellem de forskellige rum og områder. En 5 meter høj betonkasse huser køkken-, spise-, og opholdsområder. Ovenpå er en træbelagt kube, og en betonvæg, der skærer igennem begge. Resultatet er et simpelt og absolut fortryllende, skulpturelt betonarrangement. “Det hele føles ret mystisk,” siger Robertson. “Man ved ikke helt, hvad det er, man kigger på, når man ser det fra gaden. Vi ville ikke have, at det skulle virke for indlysende.” Det var på en tur til Japan, parret stødte på en hel del huse og bygninger af beton, der inspirerede dem til designet. “Der er en slags tomhed over det,” siger han. “Og det var den følelse, samt et ønske om en mere skulpturel og mindre almindelig bolig-stil, der drev os.”
Teo’s personlige præg kommer blandt andet til udtryk i facaden, der er et dramatisk detaljeret stykke arkitektonisk kunst: Murstenene illustrerer en solopgang på østkysten. “Vi brugte fire forskellige farver mursten rangerende fra mørkebrun til lys creme. Mønsteret er et pixeleret billede af himlen ved solopgang på østkysten. Det var ikke svært at forklare entreprenøren, hvordan stenene skulle lægges, for hver eneste mursten var tegnet på elevationskortet, og der medfulgte en meget stor instruktionstegning til mureren,” forklarer arkitekten.
Kontraster mødes mellem tilbygning og hovedhus i Aarhus. Industrielle materialer som metal og glas bliver blandet med gule mursten.
Q