Houzz Tour Special: Bjørn Wiinblads spektakulære blå hus
Såvel Dronning Ingrid som Arnold Schwarzenegger har været til middag i den danske kunstners 700 kvm store hjem i Lyngby.
HOUZZ TOUR SPECIAL – ‘DET BLÅ HUS’
Her boede: Den danske kunstner Bjørn Wiinblad (1918-2006). I dag ejes huset af Bjørn Wiinblads Fond, mens hans mangeårige chauffør og ‘højre hånd’ Rene Schultz er ansvarlig for husets daglige pasning og vedligehold samt rundvisninger.
Beskæftigelse: Bjørn Wiinblad er en af de bedst sælgende danske kunstnere gennem tiden. Han blev kendt for sin karakteristiske keramik fra Nymølle og Rosenthal, der findes i millioner af hjem verden over. Han har formgivet alt fra stel til møbler, springvand og skulpturer samt indretninger og udsmykninger af hoteller, restauranter og krydstogtskibe.
Beliggenhed: Det Blå Hus ligger i Kongens Lyngby ca. 15 kilometer nord for København.
Størrelse: 700 kvm fordelt på to etager med tegnestue, arbejdsværksted og privatbolig med adskillige stuer, værelser og skjulte rum.
Her boede: Den danske kunstner Bjørn Wiinblad (1918-2006). I dag ejes huset af Bjørn Wiinblads Fond, mens hans mangeårige chauffør og ‘højre hånd’ Rene Schultz er ansvarlig for husets daglige pasning og vedligehold samt rundvisninger.
Beskæftigelse: Bjørn Wiinblad er en af de bedst sælgende danske kunstnere gennem tiden. Han blev kendt for sin karakteristiske keramik fra Nymølle og Rosenthal, der findes i millioner af hjem verden over. Han har formgivet alt fra stel til møbler, springvand og skulpturer samt indretninger og udsmykninger af hoteller, restauranter og krydstogtskibe.
Beliggenhed: Det Blå Hus ligger i Kongens Lyngby ca. 15 kilometer nord for København.
Størrelse: 700 kvm fordelt på to etager med tegnestue, arbejdsværksted og privatbolig med adskillige stuer, værelser og skjulte rum.
Udefra ser det relativt almindeligt og tilforladeligt ud, men tag ikke fejl. Den store kasse beklædt med lyseblå træplanker på en stille sidevej i Lyngby har lagt rum til alt fra celebre middagsselskaber med amerikanske filmstjerner og kongelige gæster til spektakulære kunst- og antikvitetssamlinger. Og ikke mindst rummer Det Blå Hus historier og minder om den aparte danske kunstners utallige værker og vej til verdenssucces.
Det var ved tegnebordet her – med udsigt til havens magnoliatræ og med den solgule gobelin i ryggen – at Bjørn Wiinblad tænkte og tegnede tusindvis af sine karakteristiske værker. Alt fra figurer og keramiske platter over teaterscenografier og kostumer til orientalske gobeliner og amerikanske hotelindretninger.
I det hele taget var Bjørn Wiinblad en ekstremt produktiv kunstner, der kreerede værker til høj og lav, fra milliondyre og unikke projekter til billige, massefremstillede askebægre. Derfor var Det Blå Hus langt fra nogen rolig kunstneroase i Wiinblads tid, fortæller René Schultz, der begyndte at arbejde for Bjørn Wiinblad i 1978 ved siden af sit arbejde som brandmand.
I det hele taget var Bjørn Wiinblad en ekstremt produktiv kunstner, der kreerede værker til høj og lav, fra milliondyre og unikke projekter til billige, massefremstillede askebægre. Derfor var Det Blå Hus langt fra nogen rolig kunstneroase i Wiinblads tid, fortæller René Schultz, der begyndte at arbejde for Bjørn Wiinblad i 1978 ved siden af sit arbejde som brandmand.
“Her var vild aktivitet. Hele tiden. Der sad fast fire malerpiger og malede keramik, mens Bjørn havde tre sekretærer, der sad ovenpå og skrev de breve, som han dikterede – én skrev franske breve, en anden skrev engelske og en tredje skrev tyske,” fortæller René Schultz.
“Bjørn slog de første streger, og tegnede tegningerne, men fik andre til at farvelægge dem. Han var i høj grad designer og havde et væld af assistenter omkring sig,“ siger René Schultz.
“Bjørn slog de første streger, og tegnede tegningerne, men fik andre til at farvelægge dem. Han var i høj grad designer og havde et væld af assistenter omkring sig,“ siger René Schultz.
“Ofte blev vi alle inviteret til middag om aftenen. Så lavede hans husholderske frk. Jørgensen dejlig mad, og det var jo en smart måde at få os til at blive og arbejde længere på. For når vi havde spist, gik vi tilbage til arbejdet og blev gerne ved til 23-23.30-tiden om aftenen, simpelthen fordi det var hyggeligt og rart at være her,“ fortæller han.
Wiinblad selv lå dog heller aldrig på den lade side, når det handlede om arbejde. Han havde altid en finger med i spillet, og det var ham, der styrede og bestemte, koordinerede og korrigerende, hvad der foregik på både tegenstuen og malerstuen – og i øvrigt også på de andre to værksteder, han havde i i Danmark, i Hjortekær og Sengeløse, fortæller René Schultz. Også i dag bliver der malet og produceret Wiinblad-keramik i Det Blå Hus, men i noget mindre skala end i kunstnerens storhedstid i 60’erne og 70’erne.
Wiinblad selv lå dog heller aldrig på den lade side, når det handlede om arbejde. Han havde altid en finger med i spillet, og det var ham, der styrede og bestemte, koordinerede og korrigerende, hvad der foregik på både tegenstuen og malerstuen – og i øvrigt også på de andre to værksteder, han havde i i Danmark, i Hjortekær og Sengeløse, fortæller René Schultz. Også i dag bliver der malet og produceret Wiinblad-keramik i Det Blå Hus, men i noget mindre skala end i kunstnerens storhedstid i 60’erne og 70’erne.
Wiinblads liv og arbejde kan lyde hektisk. Og mindre imponerende bliver det ikke, når man tænker på, at han samtidig var chefdesigner hos den store tyske porcelænsvirksomhed Rosenthal.
“Han arbejde altid. Dag og nat. Og han sov måske en eller to timer om natten, det lyder utroligt, men det er sandt,” fortæller René chultz.
LÆS OGSÅ: ER DET OK AT GRAVE EFTER GULD I DE DANSKE DESIGN-ARKIVER?
“Han arbejde altid. Dag og nat. Og han sov måske en eller to timer om natten, det lyder utroligt, men det er sandt,” fortæller René chultz.
LÆS OGSÅ: ER DET OK AT GRAVE EFTER GULD I DE DANSKE DESIGN-ARKIVER?
René Schultz på billedet her flyttede i 1980 ‘midlertidigt’ ind i gæstehuset til Det Blå Hus, da han manglede et sted at bo. Ved siden af sit arbejde som brandmand blev han med tiden chauffør og en slags højre hånd for Bjørn Wiinblad. I dag bor han sammen med sin kone Eva Schultz stadig i et sidehus til Det Blå Hus, hvor han er ansvarlig for den daglige drift og rundvisninger, mens Eva står for salget af Wiinblads unika-figurer i Det Blå Hus.
Det var ikke bare kunstværkernes udtryk og udformning, der gjorde Wiinblad til en outsider blandt 60’ernes og 70’ernes danske kunstnere. Faktisk var han decideret foragtet blandt datidens andre store danske designere og kunstnere – de betragtede både hans kunst, hans udanske arbejdsmetoder med masser af assistenter omkring sig og hans ekstravagante levemåde som noget vulgært. Det fortæller journalist og forfatter Lars Hedebo Olsen, der for nylig har skrevet bogen ‘Bjørn Wiinblad – en livskunstner’. Lars Hedebo Olsen beskriver Wiinblads stil som “meget blomstrende, enormt lysfyldt og glad, ofte inspireret af orienten – og alt andet end minimalistisk og skandinavisk”.
“Han blev slet ikke anerkendt af design-eliten, og så godt som ingen i den dansk design-verden ville omgås ham. De betragtede hans stil som opulent og kategoriserede ham som én, der bare tegnede spidse næser og kulørte overflader,” siger han.
“Han blev slet ikke anerkendt af design-eliten, og så godt som ingen i den dansk design-verden ville omgås ham. De betragtede hans stil som opulent og kategoriserede ham som én, der bare tegnede spidse næser og kulørte overflader,” siger han.
Men Wiinblad lod sig ikke kue af foragten. I stedet trodsede han den og mødte for eksempel gerne op, når der var ferniseringer ved de store danske keramikere, og købte deres dyreste keramik for på den måde at bevise sit værd.
Og hvad han ikke havde af venner i den danske designelite, havde han til gengæld i andre høje og kulturelle kredse.
“Han omgikkes Dronning Ingrid og store balletdansere som Vivi og Flemming Flindt. Omgangskredsen talte samtidig internationale kunstnere som Liza Minnelli, Arnold Schwarzenegger og Erica Jong. Han gik til selskaber med statsminister Jens Otto Krag og andre fra det politiske establishment og kendte personligt medlemmerne af det iranske hof. Han kendte folk på alle niveauer,” fortæller Lars Hedebo Olsen.
Og hvad han ikke havde af venner i den danske designelite, havde han til gengæld i andre høje og kulturelle kredse.
“Han omgikkes Dronning Ingrid og store balletdansere som Vivi og Flemming Flindt. Omgangskredsen talte samtidig internationale kunstnere som Liza Minnelli, Arnold Schwarzenegger og Erica Jong. Han gik til selskaber med statsminister Jens Otto Krag og andre fra det politiske establishment og kendte personligt medlemmerne af det iranske hof. Han kendte folk på alle niveauer,” fortæller Lars Hedebo Olsen.
Billede af bogen ‘Bjørn Wiinblad – en livskunstner’, der er skrevet af Lars Hedebo Olsen og for nylig udkommet på forlaget Gyldendal.
Lige bag Bjørn Wiinblads kreative univers af en tegnestue finder man hans mindst ligeså imponerende og eventyrlige privatbolig. Hallen med det blomstrede tapet fra Sanderson, der beklæder både vægge og lofter, var det første rum, der mødte de mange både berømte og mindre kendte gæster, der ankom til Wiinblads sagnomspundne middagsselskaber gennem tiderne.
Billedet på væggen er fra 1947 og forestiller den dengang 29-årige Bjørn Wiinblad. Og motivet er ingen tilfældighed, fortæller René Schultz, for Wiinblad var ret så musikalsk.
Billedet på væggen er fra 1947 og forestiller den dengang 29-årige Bjørn Wiinblad. Og motivet er ingen tilfældighed, fortæller René Schultz, for Wiinblad var ret så musikalsk.
Fra hallen er der direkte adgang til den på alle måder imponerende spisestue. Og selv om Det Blå Hus vel nok har sit navn efter det dueblå ydre, understreger spisestuen i høj grad Wiinblads blå yndlings- og signaturfarve. Spisestuen rummer ligesom resten af Wiinblads hjem kun ganske få af hans egne værker, men til gengæld understreger den tydeligt hans livslange passion for at samle på antikke møbler og ikke mindst kunst.
“Alt står fuldstændig, som da han var i live. Her er fyldt med både dansk keramik og japansk og kinesisk porcelæn. Han var desuden en stor samler af hollandsk Delft-porcelæn, som er noget af det fineste,” fortæller René Schultz.
Faktisk var Wiinblad så ivrig en samler, at mange antikvitetshandlere selv ringede til ham, når de havde noget, som de vidste, han kunne være interesseret i. “De ville gerne handle med ham, for hvis det var noget, Bjørn ville have, så spurgte han aldrig om prisen, så ville han bare have det,” siger René Schultz.
Faktisk var Wiinblad så ivrig en samler, at mange antikvitetshandlere selv ringede til ham, når de havde noget, som de vidste, han kunne være interesseret i. “De ville gerne handle med ham, for hvis det var noget, Bjørn ville have, så spurgte han aldrig om prisen, så ville han bare have det,” siger René Schultz.
Samlermanien viste sig blandt andet en dag, da Bjørn Wiinblad sad og spiste frokost sammen med René Schultz og de ansatte i Det Blå Hus. Telefonen ringede, og i den anden ende af røret var en Hollandsk kvinde, en antikvitetshandler, som Wiinblad fik sig en lang snak med.
“Han fandt ud af, at hun havde et sindssygt sjældent Delft-ur, som han netop manglede i sin samling i spisestuen. Da han havde lagt røret, kiggede han på mig og sagde; “Skal vi køre med det samme?” Og så kørte vi til Amsterdam, hvor han konstaterede, at det var det rigtige ur, så han købte det, og vi pakkede det ind i tæpper og ind i Porchen og kørte så hjem igen,” fortæller René Schultz.
Uret blev stillet på plads i spisestuen og har nu stået der i 30 år.
“Urværket har dog aldrig gået. Men det interesserede ham slet ikke, for han skulle bare have det ur, uanset om det virkede eller ej.”
“Han fandt ud af, at hun havde et sindssygt sjældent Delft-ur, som han netop manglede i sin samling i spisestuen. Da han havde lagt røret, kiggede han på mig og sagde; “Skal vi køre med det samme?” Og så kørte vi til Amsterdam, hvor han konstaterede, at det var det rigtige ur, så han købte det, og vi pakkede det ind i tæpper og ind i Porchen og kørte så hjem igen,” fortæller René Schultz.
Uret blev stillet på plads i spisestuen og har nu stået der i 30 år.
“Urværket har dog aldrig gået. Men det interesserede ham slet ikke, for han skulle bare have det ur, uanset om det virkede eller ej.”
Tilbage i hallen leder trappen op til førstesalen, hvor også husets middagsgæster blev ledt op for at få velkomstdrinks inden selve middagen.
“Men han drak selv meget lidt alkohol, for han arbejde så meget, at han ikke havde tid til at være træt og til at skulle hvile sig. Derfor var der altid vand i vinen. Og når der blev serveret champagne som velkomstdrinks, var det med agurkstykker i glassene, for så sætter boblerne sig på agurken, og han kunne ikke lide boblerne i champagnen,” fortæller René Schultz.
“Men han drak selv meget lidt alkohol, for han arbejde så meget, at han ikke havde tid til at være træt og til at skulle hvile sig. Derfor var der altid vand i vinen. Og når der blev serveret champagne som velkomstdrinks, var det med agurkstykker i glassene, for så sætter boblerne sig på agurken, og han kunne ikke lide boblerne i champagnen,” fortæller René Schultz.
Hvis man bliver imponeret af spisestuen med dens indretning, udsmykning og samlinger, bliver man for alvor slået bagover, når man bevæger sig gennem de private gemakker på førstesalens 350 kvadratmeter.
Stue på stue og værelse på værelse – de talrige rum, gange og i særdeleshed hemmelige rum er spækket med antikke møbler, kostbare kunstværker, kinesisk porcelæn og bøger i tusindvis. Blandt andet forfatteren Charles Dickens eget blækhus og adskillige førsteudgaver. Ud over Wiinblads overvældende samlergen vidner hjemmet her om en mand, der har været usædvanlig rig.
Stue på stue og værelse på værelse – de talrige rum, gange og i særdeleshed hemmelige rum er spækket med antikke møbler, kostbare kunstværker, kinesisk porcelæn og bøger i tusindvis. Blandt andet forfatteren Charles Dickens eget blækhus og adskillige førsteudgaver. Ud over Wiinblads overvældende samlergen vidner hjemmet her om en mand, der har været usædvanlig rig.
“Han tjente styrtende med penge og var ikke gift og havde ingen børn, så han brugte mange millioner på at dekorere sine hjem,” siger René Schultz og tilføjer, at Wiinblad altid havde en taske fyldt med bundter af pengesedler med sig, så han var beredt, hvis han blev fristet af kunst eller antikviteter.
Rigdommen understreges af det faktum, at Det Blå Hus blot var ét af mange hjem for Bjørn Wiinblad. Mens han i mange år hovedsageligt boede i Schweitz og havde flere hjem i både Danmark og Tyskland, havde han også en bolig i Zalsburg, en i Østrig, en lejlighed i Rom og på et tidspunkt to lejligheder i Marbella i Sydspanien samt en lejlighed i Paris.
Rigdommen understreges af det faktum, at Det Blå Hus blot var ét af mange hjem for Bjørn Wiinblad. Mens han i mange år hovedsageligt boede i Schweitz og havde flere hjem i både Danmark og Tyskland, havde han også en bolig i Zalsburg, en i Østrig, en lejlighed i Rom og på et tidspunkt to lejligheder i Marbella i Sydspanien samt en lejlighed i Paris.
“Hans hjem var som en slags huler for ham, hvor han kunne fordybe sig i kunst, litteratur og musik,” fortæller forfatter Lars Hedebo Olsen og tilføjer, at hjemmene afspejler Wiinblad og hans kunst ganske godt, fordi “der bliver altid læsset mere på overalt, og det er på ingen måde enkelt”.
“Han tjente ekstremt mange penge og var virkelig rig, men samtidig brugte han også uhyggeligt store summer, og så var han gavmild. Han delte ud af sine penge, ting og rigdom. Det betyder også, at da han døde, var der faktisk ikke noget tilbage. Han har virkelig været en god forretningsmand, men ikke en pengepuger,” siger Lars Hedebo Olsen.
“Han tjente ekstremt mange penge og var virkelig rig, men samtidig brugte han også uhyggeligt store summer, og så var han gavmild. Han delte ud af sine penge, ting og rigdom. Det betyder også, at da han døde, var der faktisk ikke noget tilbage. Han har virkelig været en god forretningsmand, men ikke en pengepuger,” siger Lars Hedebo Olsen.
René Schultz mener ikke, at Wiinblad som sådan gik op i penge og forretning.
“Penge interesserede ham ikke som sådan. Engang blev han spurgt, om han ville udsmykke et amerikansk krydstogtskib, og da han fortalte det til nogle venner, sagde han: “Det er fantastisk, tænk de der amerikanere har lige været forbi og tilbød mig en million lige på stedet.” Da vennerne så spurgte, om det var en million dollars eller kroner, svarede han; “Øhhh, det ved jeg da ikke”,” fortæller René Schultz.
“Penge interesserede ham ikke som sådan. Engang blev han spurgt, om han ville udsmykke et amerikansk krydstogtskib, og da han fortalte det til nogle venner, sagde han: “Det er fantastisk, tænk de der amerikanere har lige været forbi og tilbød mig en million lige på stedet.” Da vennerne så spurgte, om det var en million dollars eller kroner, svarede han; “Øhhh, det ved jeg da ikke”,” fortæller René Schultz.
I det hele taget levede Wiinblad på mange måder i sin egen verden. Han havde for eksempel ikke fjernsyn, for hvordan skulle han kunne sidde og se nyheder om død og ødelæggelse for i næste minut at formgive fugle og harper i drømmende fantasiverdener?
“Til gengæld havde han indrettet atelier i alle sine hjem, så han altid kunne arbejde, uanset hvor han var. Og så hørte han altid klassisk musik. Han interesserede sig bestemt hverken for politik eller religion – han troede ikke på meget andet end sig selv,” fortæller René Schultz.
“Til gengæld havde han indrettet atelier i alle sine hjem, så han altid kunne arbejde, uanset hvor han var. Og så hørte han altid klassisk musik. Han interesserede sig bestemt hverken for politik eller religion – han troede ikke på meget andet end sig selv,” fortæller René Schultz.
At Wiinblad havde en helt særlig aura omkring sig er der ifølge hans tidligere ansatte i Det Blå Hus ingen tvivl om. Og selv efter hans død mærkede de bogstaveligt talt hans færden i huset.
“De smukke fliser i loftet i den gule stue har også hængt her i udestuen. Men selvsamme dagsom han blev begravet, faldt de ned efter at have hængt der i mere end 15 år. Man sagde, at det var Bjørn, der hoppede på taget,” fortæller René Schultz.
“De smukke fliser i loftet i den gule stue har også hængt her i udestuen. Men selvsamme dagsom han blev begravet, faldt de ned efter at have hængt der i mere end 15 år. Man sagde, at det var Bjørn, der hoppede på taget,” fortæller René Schultz.
De blå og hvide farver, der i høj grad kendetegner Bjørn Wiinblads arbejde, manifesterer sig også i hans soveværelse med den markante himmelseng som hovedattraktion. Sengen købte han på et tidspunkt af sin ven, den berømte københavnske bager Rein Van Hauen, som også var passioneret antikvitetssamler.
For enden af soveværelset gemmer sig et påklædningsværelse, som anses for at være for privat til blive fotograferet. Men stikker man hovedet derind, mødes man af en samling af tøj og sko, der er Wiinblads store samlermani værdig. På rad og række hænger hundredevis af slips fra fashionable mærker som YSL, Harrods og Dior. Åbner man de mange skabe, finder man skræddersyede jakkesæt, silkeskjorter og håndsyede italienske sko i lange baner. Vel at mærke farveopdelt, så ét skab huser de sorte sko, et andet de blå sko, i ét skab hænger de grå jakkesæt, i et andet hænger de brune skjorter og så videre.
“Men han rejste aldrig med tøj. Når han skulle have nyt, blev der ringet efter skræddermesteren hr. Olsen og bestilt syv ens sæt, så han havde ens garderober i alle sine hjem. Han var altid toptjekket og en nydelig klædt herre,” siger René Schultz.
“Men han rejste aldrig med tøj. Når han skulle have nyt, blev der ringet efter skræddermesteren hr. Olsen og bestilt syv ens sæt, så han havde ens garderober i alle sine hjem. Han var altid toptjekket og en nydelig klædt herre,” siger René Schultz.
Mens Wiinblad kun omgav sig med ganske lidt af sin egen kunst i sine hjem, spredte hans værker sig i løbet af især 60’erne og 70’erne til utallige hjem verden over. Og mens interessen for hans karakteristiske farverige, fantasifulde design stilnede af i løbet af 80’erne og 90’erne, har det bogstaveligt talt oplevet en opblomstring de seneste par år. Det skyldes ikke mindst, at Rosendahl Design Group har fortolket og lanceret kollektioner med Wiinblads design, mens flere er på vej.
LÆS OGSÅ: GAMMEL KIRKE BLEV FORVANDLET TIL IMPONERENDE HJEM
LÆS OGSÅ: GAMMEL KIRKE BLEV FORVANDLET TIL IMPONERENDE HJEM
“Bjørn Wiinblads design er vildt interessant, fordi det adskiller sig så kraftigt fra alt andet. Han har sin helt egen stil, hver eneste værk er helt fyldt ud, der er aldrig et hjørne fri for dekoration, og hver eneste tegning er fyldt med historier,” fortæller David Andersen, der er kreativ direktør hos Rosendahl Design Group og har stået i spidsen for at fortolke Wiinblads design og bringe det til live i nye produkter under mærket Bjørn Wiinblad Denmark.
Billede fra Bjørn Wiinblad Denmarks nye kollektioner.
Billede fra Bjørn Wiinblad Denmarks nye kollektioner.
For hvert nyt Wiinblad-produkt, der bliver solgt, går et beløb til Bjørn Wiinblad Fonden. Mere præcist går pengene til at vedligeholde Det Blå Hus og til at holde liv i Bjørn Wiinblads drøm om, at huset med tiden skal fungere som arbejdende museum for unge kunstnere.
Indtil videre er det primært Wiinblads mest kendte og ikoniske motiver som ‘Rosamunde’ og ‘Felicia’, der er blevet relanceret på alt fra kopper og vaser til grydelapper, kagedåser og lysestager. De nye Wiinblad er populære, særligt i Danmark, Sverige og Tyskland, fortæller David Andersen og pointerer, at der er meget mere på vej.
“Der ligger et ekstremt stort bagkatalog og tusindvis af muligheder, som egentlig er meget mere interesant end hans brede kollektioner, der i sin tid blev produceret og udbredt af fabrikken Nymølle,” siger den kreative direktør, der selv elsker Wiinblads udtryk, blandt andet fordi det på én og samme tid er seriøst og humoristisk.
Billede fra Bjørn Wiinblad Denmarks nye kollektioner.
“Der ligger et ekstremt stort bagkatalog og tusindvis af muligheder, som egentlig er meget mere interesant end hans brede kollektioner, der i sin tid blev produceret og udbredt af fabrikken Nymølle,” siger den kreative direktør, der selv elsker Wiinblads udtryk, blandt andet fordi det på én og samme tid er seriøst og humoristisk.
Billede fra Bjørn Wiinblad Denmarks nye kollektioner.
I efteråret blev Wiinblads originale Hurricane-stager på billedet her relanceret, ligesom vi i fremtiden blandt andet kan forvente os Wiinblad-produkter baseret på hans kostume-, teater- og gobelindesign. “I øjeblikket har jeg 10.000 af hans illustrationer liggende foran mig. Vi er ikke i tvivl om, at vi har potentiale til Wiinblad-nyheder de næste mange år,” siger David Andersen.
Han tilføjer, at en af de særlige ting ved at arbejde med Wiinblads design er, at en stor skare af kunder kan huske hans ting fra tidligere, mens det unge publikum slet ikke aner, hvem han er.
Han tilføjer, at en af de særlige ting ved at arbejde med Wiinblads design er, at en stor skare af kunder kan huske hans ting fra tidligere, mens det unge publikum slet ikke aner, hvem han er.
Spørger man forfatter Lars Hedebo Olsen, kommer efterspørgslen på Bjørn Wiinblads produkter som en naturlig følge af, at vores hjem bliver mere og mere etnisk prægede. “Det meget strømlignede er slut. Vi vil gerne have noget med pynt, noget upraktisk, og noget, der oser af håndværk, og det må man sige, at Wiinblads ting gør. Jeg tror, han har en plads i dag, fordi han byder ind med ting, der er på grænsen af noget orientalsk og sjovt og farvestrålende,” siger Lars Hedebo Olsen.
Han mener dog, at man skal passe på ikke at ende i et Wiinblad-overload: “Hans design er så overvældende og hele tiden på grænsen mellem at være sødt, sjovt og uskyldigt og så at være bad taste,” siger han.
Han mener dog, at man skal passe på ikke at ende i et Wiinblad-overload: “Hans design er så overvældende og hele tiden på grænsen mellem at være sødt, sjovt og uskyldigt og så at være bad taste,” siger han.
I Det Blå Hus glæder man sig over den opblomstring, som Wiinblad og hans design atter har fået, ligesom man naturligvis sætter stor pris på de donationer til huset, som salget løbende medfører.
Kan man bare ikke få nok af den fantasifulde verden og har svært ved at vente på, at flere og nye Wiinblad-produkter bliver lanceret, er der ifølge René Schultz et ganske bestemt sted i Kongens Lyngby at søge trøst og stimulans: “Sjælen! Sjælen findes stadig i Det Blå Hus”.
Kan man bare ikke få nok af den fantasifulde verden og har svært ved at vente på, at flere og nye Wiinblad-produkter bliver lanceret, er der ifølge René Schultz et ganske bestemt sted i Kongens Lyngby at søge trøst og stimulans: “Sjælen! Sjælen findes stadig i Det Blå Hus”.
Houzz har besøgt huset, der er bevaret, nøjagtigt som da kunstneren forlod det, og som blandt andet ved hjælp af sponsorater fra Rosendahl Design Group fremstår intakt og i dag er åbent for rundvisninger for offentligheden.