Før og efter: Huset fra 1800-tallet er renoveret fra bunden
Arkitekten var på dybt vand. For hvordan "bevarer" man ånden i en historisk bygning, når den helt jævnes med jorden?
Dette hus, beliggende i en landlig del af Le Marche-området i Italien, truede med at styrte sammen og måtte rives ned. Kun to små stykker væg stod tilbage af den engang så prægtige villa. Derefter var det så arkitekten Giorgio Balestras job at “restaurere” bygningen fra bunden. Det gjorde han ved at genbruge de originale materialer og genskabe den originale form ned til placeringen af hvert enkelt vindue. Han indarbejdede endda et stykke ret smadret originalmur i den nye facade som en hyldest til den historiske bygning.
Dyb ærbødighed over for stedets historie afholdt dog ikke helt Giorgio fra at lege med moderne elementer, og boligen har i dag en pool med hydromassage- og udspringsområde.
Dyb ærbødighed over for stedets historie afholdt dog ikke helt Giorgio fra at lege med moderne elementer, og boligen har i dag en pool med hydromassage- og udspringsområde.
“Før” fotos af Giorgio Balestra. Bygningen til venstre er ikke en del af grunden.
Før. Mange rejsende forelsker sig i Italien og påtager sig udfordringen med at genoplive en ruin som deres feriebolig. Disse nordeuropæiske ejere købte deres grund i Ancona-provinsen på Italiens østkyst tilbage i 2007 i håb om at renovere stedet og gøre det til en smuk sommerresidens. Bygningen var dog meget medtaget, og flere dele af den kollapsede, mens parret ventede på den kommunale byggetilladelse.
I sidste ende tog det tre år at sikre de nødvendige tilladelser, og i den periode var ejendommen forfaldet i en sådan grad, at det havde været nødvendigt at pakke hele den eksisterende bygning ind i træstilladser, hvis man skulle beholde originalen.
Før. Mange rejsende forelsker sig i Italien og påtager sig udfordringen med at genoplive en ruin som deres feriebolig. Disse nordeuropæiske ejere købte deres grund i Ancona-provinsen på Italiens østkyst tilbage i 2007 i håb om at renovere stedet og gøre det til en smuk sommerresidens. Bygningen var dog meget medtaget, og flere dele af den kollapsede, mens parret ventede på den kommunale byggetilladelse.
I sidste ende tog det tre år at sikre de nødvendige tilladelser, og i den periode var ejendommen forfaldet i en sådan grad, at det havde været nødvendigt at pakke hele den eksisterende bygning ind i træstilladser, hvis man skulle beholde originalen.
Under renoveringen faldt teamet over en lille mursten med årstallet 1674 indgraveret. Huset, som parret overtog, daterer sig dog ifølge officielle beregninger kun tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede. Den fungerede dengang som forpost for kontrol af saltvandsbrønde.
Den halvsmuldrede mur til venstre antyder, at bygningen engang var bredere. Billedet her viser Giorgios bud på, hvordan bygningen oprindeligt så ud.
“Desværre afviste kommunalbestyrelsen min teori, så vi fik ikke mulighed for at forstørre bygningen som en del af projektet,” fortæller han.
Den halvsmuldrede mur til venstre antyder, at bygningen engang var bredere. Billedet her viser Giorgios bud på, hvordan bygningen oprindeligt så ud.
“Desværre afviste kommunalbestyrelsen min teori, så vi fik ikke mulighed for at forstørre bygningen som en del af projektet,” fortæller han.
Efter. Den smuldrede væg til venstre er bevaret som en slags historiefortæller, der vidner om ejendommens forhenværende fremtoning.
Under bevaringsprojekter som disse står man altid over for det samme dilemma: Skal man renovere eller genopbygge? I dette tilfælde var der dog ingen tvivl. Bygningen var så ustabil, at man ikke havde noget andet valg end at jævne den med jorden og genopbygge den fra bunden.
Læs også: Smart tilbygning giver det gamle rækkehus masser af dagslys
Under bevaringsprojekter som disse står man altid over for det samme dilemma: Skal man renovere eller genopbygge? I dette tilfælde var der dog ingen tvivl. Bygningen var så ustabil, at man ikke havde noget andet valg end at jævne den med jorden og genopbygge den fra bunden.
Læs også: Smart tilbygning giver det gamle rækkehus masser af dagslys
“Hvis det er en fredet bygning eller en bygning med nogen form for arkitektonisk værdi, skal man gøre alt, man kan, for at bevare den. Men når det, som det ofte gør, handler om en almindelig landejendom uden særligt værdifulde arkitektoniske elementer, så prøver man at bevare de mest historiske dele og fremhæve nye tilføjelser, så det er nemt at skelne mellem nye og originale elementer,” forklarer Giorgio.
“I lige det her tilfælde er der kun få originaldetaljer tilbage, for eftersom vi skulle følge jordskælvskodekset, var vi nødt til at fjerne rigtig mange af de historiske dele. Det, vi står tilbage med, er nogle få sektioner mur, som er blevet stabiliserede,” fortæller Giorgio.
Det ene stykke mur omfatter en del af den originale hvælving. Muren er blevet bygget ind i den nye struktur, som det fremgår af billedet her. Den gamle sektion blev forstærket og påhæftet den bærende mur - som er fremstillet af armeret beton - ved hjælp af jernstænger og harpiks. Også et lille stykke af muren bag på huset er bevaret.
Det ene stykke mur omfatter en del af den originale hvælving. Muren er blevet bygget ind i den nye struktur, som det fremgår af billedet her. Den gamle sektion blev forstærket og påhæftet den bærende mur - som er fremstillet af armeret beton - ved hjælp af jernstænger og harpiks. Også et lille stykke af muren bag på huset er bevaret.
Selv om en konservativ restaurering ikke var mulig, blev alle materialer fra den oprindelige sandstensstruktur bjærget efter nedrivningen og genbrugt i den nye bygning. Man brugte ligeledes traditionelle konstruktionsmetoder, men modificerede dem selvfølgelig til at imødekomme jordskælvskodekserne.
Det cirka 25 centimeter tykke, bærende murværk består af moderne mursten, der er særligt resistente over for træk og kompression. Denne indre struktur blev suppleret med et ekstra, ydre lag bestående af de lokale sandsten, man havde gemt fra nedrivningen. Dette forøgede tykkelsen på muren med endnu 25-30 centimeter.
“Det eksterne stenværk tjener en æstetisk funktion og hjælper ligeledes med at stabilisere bygningen sammen med det bærende, indre murværk,” forklarer Giorgio.
Det cirka 25 centimeter tykke, bærende murværk består af moderne mursten, der er særligt resistente over for træk og kompression. Denne indre struktur blev suppleret med et ekstra, ydre lag bestående af de lokale sandsten, man havde gemt fra nedrivningen. Dette forøgede tykkelsen på muren med endnu 25-30 centimeter.
“Det eksterne stenværk tjener en æstetisk funktion og hjælper ligeledes med at stabilisere bygningen sammen med det bærende, indre murværk,” forklarer Giorgio.
Her på billedet kan man se håndværkerne arbejde på bygningens ydre lag af sandsten.
Se også: Efter 40 år fik den gamle mølle nyt liv
Se også: Efter 40 år fik den gamle mølle nyt liv
Taget blev konstrueret med traditionelle teknikker, men forstærket med moderne stålstænger.
Størrelsen på bygningen er helt uændret. Selv vinduerne blev monteret på deres originale pladser med rammer bygget ind i væggen.
Huset har to etager, og den omgivende have drager fordel af den skånende grund ved at være indrettet i flere niveauer. Det betyder blandt andet, at der er en bagudgang til haven fra bagsiden af bygningens førstesal.
De tykke stenmure og luftgennemstrømningen i huset sikrer, at temperaturen forbliver mild og relativt stabil året igennem.
Huset har to etager, og den omgivende have drager fordel af den skånende grund ved at være indrettet i flere niveauer. Det betyder blandt andet, at der er en bagudgang til haven fra bagsiden af bygningens førstesal.
De tykke stenmure og luftgennemstrømningen i huset sikrer, at temperaturen forbliver mild og relativt stabil året igennem.
Prøv at sammenligne billedet ovenfor med originalbygningen: Vinduerne sidder præcis de samme steder.
Poolen er den mest åbenlyse moderne tilføjelse. Den er på ejernes anmodning konstrueret i flere forskellige dybder.
“Klienterne ville gerne have et integreret hydromassageområde, et udspringsområde samt et afslapningsområde,” fortæller Giorgio.
Læs også: Søskendeparrets hus fra 1960 er i dag en designperle
“Klienterne ville gerne have et integreret hydromassageområde, et udspringsområde samt et afslapningsområde,” fortæller Giorgio.
Læs også: Søskendeparrets hus fra 1960 er i dag en designperle
Poolens varierende dybder bliver især tydelige på dette billede fra konstruktionsarbejdet.
Hydromassagestråler er placeret langs de nederste, nedsænkede trin, således at disse kan bruges som siddepladser i massageområdet. Herfra forøges dybden mod udspringsområdet på midten. Bagerst ligger det føromtalte afslapningsområde, hvor en bænk placeret 50 centimeter under overfladen løber langs kanten. Poolen er udfærdiget i fliser af porcelænsstentøj.
Bagerst i billedet markerer en pergola det udendørs opholdsområde. Døren til venstre fører ind til stuen, mens trapperne, som er synlige til højre for døren og bag bordet, fører til havens øvre niveau, hvor der ligeledes er en indgang til første sal.
Bagerst i billedet markerer en pergola det udendørs opholdsområde. Døren til venstre fører ind til stuen, mens trapperne, som er synlige til højre for døren og bag bordet, fører til havens øvre niveau, hvor der ligeledes er en indgang til første sal.
På den modsatte side af poolen er der en stor terrasse af teaktræ, og denne er som skabt til solbadning. Under den kan man tilgå et teknikrum, der huser poolens filtreringspumper.
Bagerst her i billedet ses det lavendelbed, der muntert flankerer indgangsområdet.
Bagerst her i billedet ses det lavendelbed, der muntert flankerer indgangsområdet.
FORTÆL…
Hvad synes du om Giorgios arkitektoniske præstation?
Hvad synes du om Giorgios arkitektoniske præstation?
HOUZZ TOUR
Her bor: En familie på fire fra Nordeuropa.
Beliggenhed: Serra San Quirico, Ancona, Italien.
Projektets varighed: Fra 2009 til 2011.
Arkitekt: Giorgio Balestra.
Størrelse: 160 kvm beliggende på 2000 kvm land.