Houzz Tour: Uhyggelig rolig skærgårdsidyl hos krimiforfatteren
På en smuk og idylisk skærgårdsø ligger huset, hvor den svenske krimiforfatter Viveca Sten skriver romaner om mord – der foregår netop her.
Vi er ved Stockholms skærgård en fredag i begyndelsen af juni. Ved molen går et par beboere og turister i land, mens de sørger for ikke at kommer i karambolage med gaffeltrucks og knallerter, der netop kører fra borde på morgenfærgen. Højsæsonen er endnu ikke begyndt, og bådpassagererne, der står af, styrer direkte mod rækkerne af huse. På vejen standser de op for at vinke til og hilse på naboer og bekendte.
På samme måde træder Viveca Sten frem og hilser os velkommen med smil på læben under hendes sommerlige stråhat, der skygger for den skarpe morgensol. Med den slumrende havn bag os trasker vi sammen op ad snoede grusveje mellem malede træhegn og blomstrende syrener.
“Herude blomstrer alting længere! Når syrenerne i byen begynder at hænge med næbet omkring eksamenstid, har de stadig mange gode dage i sig her,” siger hun.
På samme måde træder Viveca Sten frem og hilser os velkommen med smil på læben under hendes sommerlige stråhat, der skygger for den skarpe morgensol. Med den slumrende havn bag os trasker vi sammen op ad snoede grusveje mellem malede træhegn og blomstrende syrener.
“Herude blomstrer alting længere! Når syrenerne i byen begynder at hænge med næbet omkring eksamenstid, har de stadig mange gode dage i sig her,” siger hun.
Viveca Sten er fjerde generation i sin slægt, der bor på øen. Her har både hun, hendes far, hendes farfar og nu hendes egne børn sprunget omkring som små.
“Mine oldeforældre købte huset et par meter fra søen af en loddemester for 100 år siden. Det er bare noget helt specielt, når generation efter generation lever i de samme rum og har mange barndomsminder, der minder om hinanden. Da jeg var lille, løb jeg til bageriget i pyjamas om morgenen, og mine børn render omkring på deres morfars land og plukker jordbær sammen med mine barndomsvenners børn,” siger hun.
“Mine oldeforældre købte huset et par meter fra søen af en loddemester for 100 år siden. Det er bare noget helt specielt, når generation efter generation lever i de samme rum og har mange barndomsminder, der minder om hinanden. Da jeg var lille, løb jeg til bageriget i pyjamas om morgenen, og mine børn render omkring på deres morfars land og plukker jordbær sammen med mine barndomsvenners børn,” siger hun.
Huset her fik Viveca og hendes mand Lennart mulighed for at købe i 1998. “Jeg ville så gerne have det, men buddene tog virkelig fart. Jeg var helt knust, indtil vi efter mange søvnløse nætter fik et opkald fra mægleren, der sagde, at Fru Forsman, som solgte stedet, havde besluttet sig for at lade os købe det til en fast pris, fordi hun vidste, hvem vi var, og havde været min fars legekammerat, da de var små. Efter opkaldet var der lige en enkelt søvnløs nat, men så fik jeg ellers lov at være glad og spændt!”
“Da vi flyttede ind, ventede vi vores tredje barn, og de andre var stadig små, så der var gang i den. Det afspejlede sig nok i måden, vi indrettede os på, for det var ret legesygt med stærk marineblå og røde og hvide nuancer. Der var en del, der skulle laves, og selvom vi fik renoveret en smule, var der meget, der måtte vente et par år.”
LÆS OGSÅ: 300 ÅR GAMMEL LEJLIGHED I KØBENHAVN ER FYLDT MED REJSEFUND
LÆS OGSÅ: 300 ÅR GAMMEL LEJLIGHED I KØBENHAVN ER FYLDT MED REJSEFUND
“I 2010, da vores yngste var 12, tog vi kampen op igen. Et stykke gips var faldet ned, og snart var den fulde renovering i gang. Når man først begynder, kan man jo lige så godt tage det hele på én gang, så vi lavede taget, lagde nyt gulv, flyttede en bærende væg, renoverede køkkenet og satte nye vinduer i… og mere til. Det lykkedes mig at opsnuse en gammel Sandhamns-bog, hvor jeg kunne se, hvordan husene havde set ud før i tiden, og vi har forsøgt at genskabe noget, der ligner,” siger Viveca og peger i retning af et par udskiftede vinduespartier og stedet, hvor der før stod en væg.
Når gæster træder ind i køkkenet, skal de passe på ikke at banke hovedet ind i dørkarmen: “Huset er blevet renoveret af flere omgange, og der er nogle dele, der må have mere end 200 år på bagen. Vi har forsøgt at bevare den gammeldags, lidt brogede men charmerende følelse. For eksempel fravalgte vi et åbent køkken, fordi det ikke passede til husets alder. I stedet har vi renoveret det lukkede køkken og prioriteret funktionalitet i klassisk stil.”
Da den store renovering tog fart, var familien parat til en ny fase i livet. “Det var tid til et mere roligt, harmonisk interiør. Bløde former og milde farver. Lidt mere stille og knapt så sprælsk. Med kombinationen af genbrugsfund, arvestykker, et par nye møbler og husets originaldetaljer, som eksempelvis kakkelovnen, er det blevet til en afslappende, behagelig helhed.”
Gelænderet på trappen til overetagen er endnu en af de velbevarede detaljer. Da Viveca og Lennart købte huset, var første sal en separat bolig. På billedet her ses underetagens entré. En lille luge i gulvet fører til en udgravet kælder.
SE OGSÅ: NICKI OG RENES GENNEMFØRTE DESIGN-HYBEL I AARHUS
SE OGSÅ: NICKI OG RENES GENNEMFØRTE DESIGN-HYBEL I AARHUS
Badeværelset indeholder, ligesom børneværelserne på overetagen, et par smarte løsninger. “Vi fik nogle gode idéer hen ad vejen. Huset bød nu også på mange overraskelser. Ved siden af toilettet fandt vi et ekstra opbevaringsrum, hvor det skrå tag slutter, og ved at formindske et stort, indbygget klædeskab i det tilstødende rum formåede vi at lave en separat bruseniche. Da vi havde adskilt badet fra resten af rummet, blev det pludselig muligt at sætte flotte paneler op og få plads til et vaskebord med trækabinet,” siger Viveca.
I underetagen hænger et maleri i stuen lige ved siden af entréen. “Det har Lennart hængt op. Hans slægt kommer fra den svenske vestkyst, og det er et maleri af en havn derfra. Jeg plejer at sige til ham for sjov, at han bare kan kigge på det, når han længes hjem,” smiler Viveca.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor dette hus er et fantastisk sted at sidde og skrive succesromaner. “Her kan jeg få hvad som helst gjort. Jeg står op klokken seks om morgenen og skriver fokuseret hele dagen, sommetider til langt ud på aftenen – med enkelte pauser til gåture og en frisk kop kaffe selvfølgelig. Jeg sidder altid samme sted: På stolen for enden af spisebordet, hvor jeg har udsigt over den glasindrammede veranda.”
Mens Houzz er på besøg, ser det hele jo meget stille ud, men få uger senere vækkes hele Sandhamn til live, når dets ry som feriested for sejlere og turister kommer til sin ret. Størstedelen af de 100.000 årlige besøgende kommer hertil for at nyde den svenske sommer. Selvom Sandhamn i århundreder tiltrak borgerskabet, kulturpersonligheder og bådejere, har havnen også oprindeligt haft andre vigtige funktioner - eksempelvis som knudepunkt for lodseri og fortoldning. Men over de seneste par år er det turismen, der primært har beskæftiget øen.
“Tiderne skifter - loddestationerne og toldhusene er for længst revet ned, og i stedet er det turismen, der holder Sandhamn i live. Jeg er utrolig taknemmelig for at have haft mulighed for at bruge alle mine somre herude og ønsker at give noget tilbage, som jeg nu forsøger med bøgerne, der skaber interesse for Sandhamn og på den måse har haft en positiv effekt. Gennem dem føler jeg, at jeg kan bidrage og trække min del af læsset.”
På vej ned til vandet peger Viveca ud på de gamle, faldefærdige broer, der stikker ud i vandet – plettede og slidte.
“Jeg synes, de er så smukke, de bærer på så meget historie og minder os, der bor på øen om en forsvunden tid.”
LÆS OGSÅ: HOUZZ TOUR: DE RENE LINJER STYRER I MØBELDESIGNERENS NYE HUS
“Jeg synes, de er så smukke, de bærer på så meget historie og minder os, der bor på øen om en forsvunden tid.”
LÆS OGSÅ: HOUZZ TOUR: DE RENE LINJER STYRER I MØBELDESIGNERENS NYE HUS
De minder også om årstiderne. Det er tydeligt, hvordan vind og vinteris har sat sit præg på træværket. Det er noget helt andet end de legende bølger, der blødt byder op til svømmeture på denne tid af året. “Alle årstider har deres charme, og herude er årets gang ekstra tydelig. Det resulterer i en slående dramatik. Foråret er fantastisk med sit magiske lys, og det samme er sommeren, men jeg holder selv meget af oktober og november, når man kan tænde bål og nyde en kop te. Eller midt på vinteren, når sneen ligger som et blødt tæppe, istapperne hænger fra tagene og solen glitrer i frosten… Og pludselig lyder et klik, da en finger trykker på aftrækkeren i skyggerne lidt derfra. Som forfatter er jeg helt vild med kontraster, og det er der åbenbart også andre end mig, der er. Der er bare noget forførende ved lurende mørke midt i al den idyl.”
Fotograf: Henrik Nero
Her bor: Forfatter og jurist Viveca Sten med sin mand og tre voksne børn. Udover at skrive de populære krimiromaner om mordene i Sandhamn er Viveca desuden juridisk rådgiver, bestyrelsesmedlem og forelæser. Når sommeren er ovre, udkommer hendes nye bog Djupgraven, som er den første bog i en ungdomstriologi skrevet i samarbejde med datteren Camilla Sten.
Beliggenhed: Sandhamn, Stockholms skærgård, Sverige.