En Verden af Design: Se, hvordan 9 familier bor og dyrker landbrug
Se med, når vi kigger indenfor hos passionerede fødevareproducenters gårde og hjem - og hør mere om livet på landet rundt om i hele verden.
I en ny serie fra Houzz spørger vi de internationale redaktører om, hvordan vores liv former design rundt om i verden.
For hærdede byfolk lyder livet på en gård muligvis ikke særlig spændende. Men for familier, som er på udkig efter frisk luft, en fantastisk udsigt og en livsform baseret på årstidernes rytmer og respekt for miljøet, kan denne livsstil være himlen. Disse ni familier, der bor på gårde rundt om i verden - fra de italienske bjerge til det kuperede landskab i New England - har efterlevet deres lidenskaber for dyrkning af frugt og grøntsager, at lave traditionel ost, bage brød, opdrætte husdyr og producere honning. Alt dette er som oftest sket ved hjælp af viden, der er gået i arv fra den ene generation til den næste. Her deler de deres historier fra landbruget og giver os et indblik i deres liv på landet.
For hærdede byfolk lyder livet på en gård muligvis ikke særlig spændende. Men for familier, som er på udkig efter frisk luft, en fantastisk udsigt og en livsform baseret på årstidernes rytmer og respekt for miljøet, kan denne livsstil være himlen. Disse ni familier, der bor på gårde rundt om i verden - fra de italienske bjerge til det kuperede landskab i New England - har efterlevet deres lidenskaber for dyrkning af frugt og grøntsager, at lave traditionel ost, bage brød, opdrætte husdyr og producere honning. Alt dette er som oftest sket ved hjælp af viden, der er gået i arv fra den ene generation til den næste. Her deler de deres historier fra landbruget og giver os et indblik i deres liv på landet.
“Da vi fandt huset, var det helt nedslidt, da nogen havde forsøgt at rive det ned og genopbygge det et andet sted”, siger Erika, som er afbilledet ovenfor med Hiroki Kuwabara, i midten, og sin mand Yuji, til højre.
“Taget, søjlerne og siderne af huset stod knap tilbage, og gulvene og væggene var forlængst fjernet. Faktisk blev bygningen anvendt som lagerplads på daværende tidspunkt, så vi renoveret det med hjælp fra vores venner og naboer. Vi nød især processen med at skabe væggene, så dem er vi særligt glade for.“
“Taget, søjlerne og siderne af huset stod knap tilbage, og gulvene og væggene var forlængst fjernet. Faktisk blev bygningen anvendt som lagerplads på daværende tidspunkt, så vi renoveret det med hjælp fra vores venner og naboer. Vi nød især processen med at skabe væggene, så dem er vi særligt glade for.“
Hvad producerer de: “Vores vigtigste afgrøder er ris,” siger Erika. “Vi producerer også nogle grøntsager, og dem spiser vi ved Kudo eller sælger dem direkte til nogle restauranter. En specialitet er doibunkona, som er en slags sennepspinat [afbilledet ovenfor], der traditionelt set dyrkes i denne region.“
Hvem gør hvad: “At drive en gård er hårdt arbejde. Vi gør alle, hvad vi kan,” siger Erika.
En typisk dag: “Det afhænger af sæsonen, men normalt står vi op ved solopgang og går ned til Kudo,” siger Erika.
“Efter morgenmaden begynder vi hver især at lave vores opgaver - høste marken, gøre fødevareafgrøderne klar til forsendelse og så videre. Efter frokost arbejder vi indtil aftenen. Omkring 18:30 har vi middag på Kudo. Om søndagen og mandagen driver vi en restaurant på Kudo og tjener penge på retter, som er lavet ved hjælp af vores afgrøder.“
Hvem gør hvad: “At drive en gård er hårdt arbejde. Vi gør alle, hvad vi kan,” siger Erika.
En typisk dag: “Det afhænger af sæsonen, men normalt står vi op ved solopgang og går ned til Kudo,” siger Erika.
“Efter morgenmaden begynder vi hver især at lave vores opgaver - høste marken, gøre fødevareafgrøderne klar til forsendelse og så videre. Efter frokost arbejder vi indtil aftenen. Omkring 18:30 har vi middag på Kudo. Om søndagen og mandagen driver vi en restaurant på Kudo og tjener penge på retter, som er lavet ved hjælp af vores afgrøder.“
1. Gårdhus modtager besøgende på et magisk sted i Italien
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Maria Giovanna (Gianna) Tavernaro, 58, ovenfor, og hendes mand; døtrene Rita Cemin og Lucia Cemin, som begge er i 30’erne; og desuden deres børnebørn i sommermånederne
Beliggenhed: Val Canali, en dal tæt på byen Siror i provinsen, Trentino, Norditalien, som er omgivet af Pale di San Martino bjergene i Dolomitterne, et UNESCO World Heritage Site
Gårdens stiftelse: 1935
Gianna Tavernaro ankom til denne Malga - en typisk lille gård i Alperne - som spædbarn og voksede op her. Familien holder ænder, geder, høns, hunde, køer og kaniner og laver ost. I 1980’erne besluttede de at åbne dørene op for vandrere, der ønskede en pause og lidt at spise.
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Maria Giovanna (Gianna) Tavernaro, 58, ovenfor, og hendes mand; døtrene Rita Cemin og Lucia Cemin, som begge er i 30’erne; og desuden deres børnebørn i sommermånederne
Beliggenhed: Val Canali, en dal tæt på byen Siror i provinsen, Trentino, Norditalien, som er omgivet af Pale di San Martino bjergene i Dolomitterne, et UNESCO World Heritage Site
Gårdens stiftelse: 1935
Gianna Tavernaro ankom til denne Malga - en typisk lille gård i Alperne - som spædbarn og voksede op her. Familien holder ænder, geder, høns, hunde, køer og kaniner og laver ost. I 1980’erne besluttede de at åbne dørene op for vandrere, der ønskede en pause og lidt at spise.
Hvad producerer de: Med mælken fra deres køer producerer familien tosela, som er en ostetype, der er udbredt i de traditionelle opskrifter i Trentino-området.
Hvem gør hvad: Tavernaro tager sig af dyrene, og hendes døtre tager sig af tilberedningen af maden.
Hvem gør hvad: Tavernaro tager sig af dyrene, og hendes døtre tager sig af tilberedningen af maden.
En typisk dag: Tavernaro og hendes døtre vågner tidligt for at fodre dyrene og kontrollere ældningen af osten. Så begynder de at lave mad til dem selv og lejlighedsvist til vandrere, der har brug for en pause.
“I løbet af årene er gården blevet ganske velkendt, så vi modtager regelmæssigt gæster. Dette sker især i sommertiden, men aldrig om søndagen, hvor vi foretrækker lidt mere privatliv,” siger Tavernaro.
Hendes døtre, Lucia, til venstre, og Rita og barnebarnet, Giacomo, ses på billedet nedenfor.
“I løbet af årene er gården blevet ganske velkendt, så vi modtager regelmæssigt gæster. Dette sker især i sommertiden, men aldrig om søndagen, hvor vi foretrækker lidt mere privatliv,” siger Tavernaro.
Hendes døtre, Lucia, til venstre, og Rita og barnebarnet, Giacomo, ses på billedet nedenfor.
Hvad elsker hun ved at bo her:
“Denne gård er mit hjem,” siger Tavernaro. “Jeg elsker stedet, da det har en speciel plads i mit hjerte og er en stor del af min personlige historie. Hver detalje minder mig om en tid i mit liv. Når nogen kommer på besøg, vil jeg gerne have, at de får en fornemmelse af bjergfolkets historie.“
Læs mere om denne gård
“Denne gård er mit hjem,” siger Tavernaro. “Jeg elsker stedet, da det har en speciel plads i mit hjerte og er en stor del af min personlige historie. Hver detalje minder mig om en tid i mit liv. Når nogen kommer på besøg, vil jeg gerne have, at de får en fornemmelse af bjergfolkets historie.“
Læs mere om denne gård
3. Bæredygtig farm og mejeri i Sverige
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Yvonne Edlund, 57, hendes mand, Hans Edlund, 63, og deres døtre, Elin Edlund, 37, og Cecilia Edlund, 27
Beliggenhed: Karl-Ivar Gården, Väddö, nord for Stockholm, Sverige
Gårdens stiftelse: Hans forfædre startede det i begyndelsen af 1900-tallet
Yvonne og Hans Edlund, som har boet på hans oldefar’s gård siden 1970’erne besluttede, at lave deres arbejde til en virksomhed i 2005.
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Yvonne Edlund, 57, hendes mand, Hans Edlund, 63, og deres døtre, Elin Edlund, 37, og Cecilia Edlund, 27
Beliggenhed: Karl-Ivar Gården, Väddö, nord for Stockholm, Sverige
Gårdens stiftelse: Hans forfædre startede det i begyndelsen af 1900-tallet
Yvonne og Hans Edlund, som har boet på hans oldefar’s gård siden 1970’erne besluttede, at lave deres arbejde til en virksomhed i 2005.
Hvad producerer de: “I mejeriet laver vi syv forskellige typer af oste, såvel som smør og yoghurt ved hjælp af mælk fra vores 80 fritgående køer”, siger datteren Elin, som er afbilledet ovenfor til højre med sin far, Hans, til venstre, søsteren Cecilia og moderen Yvonne.
“Vi laver hele osten i hånden, akkurat ligesom i de gamle dage. Ostene anbringes i kar, hvor de skal drejes manuelt, så de får den rigtige form og vallen løber væk. Vallen føres tilbage til køerne, så det er en fuldt bæredygtig model. Der plejede, at være masser af mejerier her i området, og landmændene rejste ind til byen for at sælge deres mælk. Nu er der kun to tilbage.“
“Vi gror også selv alt foderet til køerne på vores jord, så vi undgår, at fragte det hjem ved hjælp af dyre og miljøskadelige lastbiler”, siger Hans.
“Jeg brænder for økologisk landbrug, og i løbet af sommeren arrangerer jeg en ko safari, hvor jeg tager besøgende med rundt omkring markerne bag på traktoren, så de kan se, hvor mælken rent faktisk kommer fra.”
“Vi laver hele osten i hånden, akkurat ligesom i de gamle dage. Ostene anbringes i kar, hvor de skal drejes manuelt, så de får den rigtige form og vallen løber væk. Vallen føres tilbage til køerne, så det er en fuldt bæredygtig model. Der plejede, at være masser af mejerier her i området, og landmændene rejste ind til byen for at sælge deres mælk. Nu er der kun to tilbage.“
“Vi gror også selv alt foderet til køerne på vores jord, så vi undgår, at fragte det hjem ved hjælp af dyre og miljøskadelige lastbiler”, siger Hans.
“Jeg brænder for økologisk landbrug, og i løbet af sommeren arrangerer jeg en ko safari, hvor jeg tager besøgende med rundt omkring markerne bag på traktoren, så de kan se, hvor mælken rent faktisk kommer fra.”
Hvem gør hvad: “For at gøre en virksomhed som denne finansielt bæredygtig, var vi alle nødt til, at udmærke os på forskellige områder”, siger Elin.
“Jeg plejede, at arbejde i hotelbranchen, men jeg skiftede karriere og er nu ansvarlig for mejeriet. Min søster, Cecilia, og hendes kæreste, Johan, står for issalget og bogholderiet; Far rejser til Stockholm for at sælge vores ost direkte til restauranter, og mor overvåger hele driften.“
En typisk dag: “Det starter kl 5:30, da alle mælkeproducenter er nødt til at stå tidligt op”, siger Hans.
“I løbet af sommeren er arbejdsdagen lang, da gården er åben for besøgende og er et populært sted for familieudflugter. Højdepunktet på året er, når vi slipper køerne ud af stalden i begyndelsen af sommeren, efter at have været indendørs vinteren over - og ja, de bliver lidt småskøre ved synet og duften af grønt græs!”
Hvad elsker de ved at bo her:
“At jeg har været i stand til, at bygge vores eget hus ved siden af den oprindelige gård til mig og mine børn”, siger Elin.
“Det er et to-etagers hus på 187 kvadratmeter med fire soveværelser. Vi ønskede, at ydersiden skulle være i samme stil som en gammel gård.“
“Jeg plejede, at arbejde i hotelbranchen, men jeg skiftede karriere og er nu ansvarlig for mejeriet. Min søster, Cecilia, og hendes kæreste, Johan, står for issalget og bogholderiet; Far rejser til Stockholm for at sælge vores ost direkte til restauranter, og mor overvåger hele driften.“
En typisk dag: “Det starter kl 5:30, da alle mælkeproducenter er nødt til at stå tidligt op”, siger Hans.
“I løbet af sommeren er arbejdsdagen lang, da gården er åben for besøgende og er et populært sted for familieudflugter. Højdepunktet på året er, når vi slipper køerne ud af stalden i begyndelsen af sommeren, efter at have været indendørs vinteren over - og ja, de bliver lidt småskøre ved synet og duften af grønt græs!”
Hvad elsker de ved at bo her:
“At jeg har været i stand til, at bygge vores eget hus ved siden af den oprindelige gård til mig og mine børn”, siger Elin.
“Det er et to-etagers hus på 187 kvadratmeter med fire soveværelser. Vi ønskede, at ydersiden skulle være i samme stil som en gammel gård.“
4. Familiehus og frugtplantage i Australien
Hvem bor og laver gårdarbejde her: John Christie, 68, og hustruen Patricia (Trish) Christie, 65; sønnen Nathan Christie, 38, som ses i billedet ovenfor med sin kone, Jaime Christie, 38, og deres børn, Kirra, 12, Mitchel, 10, og Byran, 5; og Jaime’s mor, Lyn Luxford, 66
Beliggenhed: Canoelands, nord for Sydney, Australien
Gårdens stiftelse: 1923
Hvem bor og laver gårdarbejde her: John Christie, 68, og hustruen Patricia (Trish) Christie, 65; sønnen Nathan Christie, 38, som ses i billedet ovenfor med sin kone, Jaime Christie, 38, og deres børn, Kirra, 12, Mitchel, 10, og Byran, 5; og Jaime’s mor, Lyn Luxford, 66
Beliggenhed: Canoelands, nord for Sydney, Australien
Gårdens stiftelse: 1923
Gården, som blev stiftet af John Christie’s bedstefar, drives i dag af familien’s anden og tredje generation. “Min mand, Nathan, og min svigerfar, John, har boet og arbejdet her hele deres liv”, siger Jaime Christie.
“Min mand og jeg driver gården nu, men John og Trish er stadig meget involverede i landbruget. Min mor har boet med os i seks år, siden min far døde. Du kan se hendes hus her i billedet, som blev bygget i 2006. Vores ligger bagved og blev bygget i 1980’erne, og John og Trish’s hus blev bygget i 1930’erne, og ligger 250 meter derfra. Plantagen løber langs begge sider.“
“Min mand og jeg driver gården nu, men John og Trish er stadig meget involverede i landbruget. Min mor har boet med os i seks år, siden min far døde. Du kan se hendes hus her i billedet, som blev bygget i 2006. Vores ligger bagved og blev bygget i 1980’erne, og John og Trish’s hus blev bygget i 1930’erne, og ligger 250 meter derfra. Plantagen løber langs begge sider.“
Hvad producerer de: “Nektariner, blommer, ferskner, passionsfrugt, tomater og abrikoser. Og vi vil hertil plante kakifrugter, figner og blåbær i løbet af de næste 12 måneder”, siger Jaime.
“Stenfrugter er vores vigtigste salgsvare, men vi sælger også honning. Vi byggede bistader til bestøvning af vores blommer, og derefter blev honningen til en vigtig del af forretningen. “Canoelands og de omkringliggende områder har været nogle af de største frugtproducenter i landet i mere end 100 år, og vores gård har eksisteret i 93 år. Praksis har ændret sig meget i løbet af denne tid, men mange af de oprindelige frugtplantager er stadig i drift i dag, selv om de er ved at blive sjældnere så tæt på byen.“ Datteren Kirra hjælper til i billedet ovenfor.
“Stenfrugter er vores vigtigste salgsvare, men vi sælger også honning. Vi byggede bistader til bestøvning af vores blommer, og derefter blev honningen til en vigtig del af forretningen. “Canoelands og de omkringliggende områder har været nogle af de største frugtproducenter i landet i mere end 100 år, og vores gård har eksisteret i 93 år. Praksis har ændret sig meget i løbet af denne tid, men mange af de oprindelige frugtplantager er stadig i drift i dag, selv om de er ved at blive sjældnere så tæt på byen.“ Datteren Kirra hjælper til i billedet ovenfor.
Hvem gør hvad:
Trish, i midten til venstre, og Lyn, i midten til højre, driver gårdbutikken, hælder honningen på flaske og sætter mærkater på dem. Nathan plukker frugt fra træerne (med hjælp fra personalet), og laver desuden træ - og traktorarbejde, slår græs og giver traktorture. John laver noget af traktorarbejdet, udbyder traktorture, udvinder honning og arbejder i pakkeriet. Jaime, ovenfor til venstre, driver pakkeriet, laver bogholderi, tager imod gårdens bestillinger, ser efter PR og giver en hånd med i butikken. Børnene hjælper også. “Når det er nødvendigt, tager de ud i grupper for at plukke frugt, pakke frugt i skuret eller arbejde i butikken”, siger Jaime.
“De er alle sammen i skole nu, så vi jonglerer aflevering og afhentning mellem Lyn, Trish og mig selv, afhængigt af, hvad dagen bringer. Lyn laver lektier med Byran og laver desuden rengøringsarbejde i mit hus hver uge.“
En typisk dag: “I løbet at den store høst af stenfrugterne i november og december, starter vi arbejdet kl 6:30 og slutter omkring 17:30. I denne periode vil vi høste omkring 12 paller frugt, som vi kan sælge på markedet”, siger Jaime.
“På andre tidspunkter af året, høster vi honning, svesker og dyrker vegetabilske afgrøder. Vi hugger også brænde, og sælger og leverer det i løbet af vintermånederne - vi laver altid en masse forskellige jobs.“
Hvad elsker hun mest ved at leve her:
“De store arealer, landskabet omkring os og familien, der bor her”, siger Jaime. “Pejsen skader heller ikke!”
Læs mere om denne plantage
Trish, i midten til venstre, og Lyn, i midten til højre, driver gårdbutikken, hælder honningen på flaske og sætter mærkater på dem. Nathan plukker frugt fra træerne (med hjælp fra personalet), og laver desuden træ - og traktorarbejde, slår græs og giver traktorture. John laver noget af traktorarbejdet, udbyder traktorture, udvinder honning og arbejder i pakkeriet. Jaime, ovenfor til venstre, driver pakkeriet, laver bogholderi, tager imod gårdens bestillinger, ser efter PR og giver en hånd med i butikken. Børnene hjælper også. “Når det er nødvendigt, tager de ud i grupper for at plukke frugt, pakke frugt i skuret eller arbejde i butikken”, siger Jaime.
“De er alle sammen i skole nu, så vi jonglerer aflevering og afhentning mellem Lyn, Trish og mig selv, afhængigt af, hvad dagen bringer. Lyn laver lektier med Byran og laver desuden rengøringsarbejde i mit hus hver uge.“
En typisk dag: “I løbet at den store høst af stenfrugterne i november og december, starter vi arbejdet kl 6:30 og slutter omkring 17:30. I denne periode vil vi høste omkring 12 paller frugt, som vi kan sælge på markedet”, siger Jaime.
“På andre tidspunkter af året, høster vi honning, svesker og dyrker vegetabilske afgrøder. Vi hugger også brænde, og sælger og leverer det i løbet af vintermånederne - vi laver altid en masse forskellige jobs.“
Hvad elsker hun mest ved at leve her:
“De store arealer, landskabet omkring os og familien, der bor her”, siger Jaime. “Pejsen skader heller ikke!”
Læs mere om denne plantage
5. En familie’s frugt - og grøntplantage i Tyskland
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Franz Kling, 54, og hans kone, Christa; deres børn, herunder Katharina, afbilledet ovenfor med sin far; og Franz’s forældre, Franz og Maria
Beliggenhed: Grassau, Bayern, Tyskland
Gårdens stiftelse: 1958
Gården, som hedder Gärtnerei Kling, blev skabt af den yngre Franz Kling’s forældre. “Den blev bygget to år før, jeg blev født”, siger han. “Mine to søskende og jeg selv, samt vores børn, har oplevet at bo og arbejder her i plantagen fra en tidlig alder.”
Hvad producerer de:
“Lige fra begyndelsen har vi produceret grøntsager og frugter i plantagen”, siger Franz.
“Siden jeg overtog driften i 1994, har vi kun producereret til direkte handel i regionen. Dette betyder, at vi kan producere en bred vifte af produkter - så mange som muligt. Vi byder på nogle meget gammeldags og specielle sorter.“
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Franz Kling, 54, og hans kone, Christa; deres børn, herunder Katharina, afbilledet ovenfor med sin far; og Franz’s forældre, Franz og Maria
Beliggenhed: Grassau, Bayern, Tyskland
Gårdens stiftelse: 1958
Gården, som hedder Gärtnerei Kling, blev skabt af den yngre Franz Kling’s forældre. “Den blev bygget to år før, jeg blev født”, siger han. “Mine to søskende og jeg selv, samt vores børn, har oplevet at bo og arbejder her i plantagen fra en tidlig alder.”
Hvad producerer de:
“Lige fra begyndelsen har vi produceret grøntsager og frugter i plantagen”, siger Franz.
“Siden jeg overtog driften i 1994, har vi kun producereret til direkte handel i regionen. Dette betyder, at vi kan producere en bred vifte af produkter - så mange som muligt. Vi byder på nogle meget gammeldags og specielle sorter.“
Hvem gør hvad:
“Christa og jeg er de primære landarbejdere - Jeg er på markerne, og hun arbejder i den lille butik og kontoret. Vi sælger begge høsten på markederne.“, siger Franz.
“Mine forældre arbejder også stadig sammen med os, selv om min far er 77 og min mor er 80 år gammel. Vores børn bor og arbejder også i området og hjælper, når det er nødvendigt. Min datter Katharina arbejder for eksempel meget i vores lille butik, hvor vi sælger vores produkter.“
En typisk dag:
“Arbejdet i plantagen er helt klart meget struktureret i løbet af ugen. Fra mandag til onsdag har vi travlt med at plante og høste varer, som vi kan sælge fra torsdag til lørdag på markeder i området. Derudover har vi en lille gårdbutik ved siden af vores planteskole og hus, som har været åbent dagligt siden 1986. Én af de store fordele ved at arbejde og leve her, er stedets placering i Chiemgau, i det øvre Bayern. Dette giver os mulighed for, at tilbringe noget af fritiden i de omkringliggende bjerge, eller gå til den nærliggende sø efter arbejde.“
“Christa og jeg er de primære landarbejdere - Jeg er på markerne, og hun arbejder i den lille butik og kontoret. Vi sælger begge høsten på markederne.“, siger Franz.
“Mine forældre arbejder også stadig sammen med os, selv om min far er 77 og min mor er 80 år gammel. Vores børn bor og arbejder også i området og hjælper, når det er nødvendigt. Min datter Katharina arbejder for eksempel meget i vores lille butik, hvor vi sælger vores produkter.“
En typisk dag:
“Arbejdet i plantagen er helt klart meget struktureret i løbet af ugen. Fra mandag til onsdag har vi travlt med at plante og høste varer, som vi kan sælge fra torsdag til lørdag på markeder i området. Derudover har vi en lille gårdbutik ved siden af vores planteskole og hus, som har været åbent dagligt siden 1986. Én af de store fordele ved at arbejde og leve her, er stedets placering i Chiemgau, i det øvre Bayern. Dette giver os mulighed for, at tilbringe noget af fritiden i de omkringliggende bjerge, eller gå til den nærliggende sø efter arbejde.“
Hvad elsker han ved at bo her: “Vores hus har store vinduer og lyse værelser, hvilket skaber en god forbindelse mellem indelivet og udelivet.”
Se flere billeder af denne bygning
Se flere billeder af denne bygning
6. Optælling af får i USA
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Kristin Nicholas og Mark Duprey; datteren Julia Nicholas Duprey, 17; Winston, Kate og Ness, som er hyrdehunde; 25 kyllinger; syv katte; et æsel og lamaen Jeremy
Beliggenhed: Franklin County, Massachusetts, USA
Gårdens stiftelse: 1751
Kort efter, at de blev gift, besluttede Kristin Nicholas og Mark Duprey sig for, at flytte fra det østlige Massachusetts og vende tilbage til Duprey’s landbrugsrødder. Det er nu 31 år siden.
“Jeg er en kunstner, forfatter og blogger, og min mand har sin egen virksomhed. Men vi begyndte oprindeligt, at interessere os for fåreavling, da jeg ofte bruger dem som inspiration i min kunst og Mark elsker dyr og landbrug”, fortæller Nicholas.
“Hans landbrugsrødder er meget stærke, da han er den fjerde generation af landmænd i familien. Vi købte fire får, før vi blev gift. Min mor laver ofte vittigheder om det, ‘Nogle mennesker får en forlovelsesring, men Kristin fik fire får!’”
Tallene går op og ned, men før 2009 havde de omkring 100 får - nu har de flere hundrede.
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Kristin Nicholas og Mark Duprey; datteren Julia Nicholas Duprey, 17; Winston, Kate og Ness, som er hyrdehunde; 25 kyllinger; syv katte; et æsel og lamaen Jeremy
Beliggenhed: Franklin County, Massachusetts, USA
Gårdens stiftelse: 1751
Kort efter, at de blev gift, besluttede Kristin Nicholas og Mark Duprey sig for, at flytte fra det østlige Massachusetts og vende tilbage til Duprey’s landbrugsrødder. Det er nu 31 år siden.
“Jeg er en kunstner, forfatter og blogger, og min mand har sin egen virksomhed. Men vi begyndte oprindeligt, at interessere os for fåreavling, da jeg ofte bruger dem som inspiration i min kunst og Mark elsker dyr og landbrug”, fortæller Nicholas.
“Hans landbrugsrødder er meget stærke, da han er den fjerde generation af landmænd i familien. Vi købte fire får, før vi blev gift. Min mor laver ofte vittigheder om det, ‘Nogle mennesker får en forlovelsesring, men Kristin fik fire får!’”
Tallene går op og ned, men før 2009 havde de omkring 100 får - nu har de flere hundrede.
Hvad producerer de:
Leyden Glen Farm sælger fritgående lam, og stort set alt sammen bliver solgt til kunder på de lokale landbrugsmarkeder i Amherst og Northampton hver tirsdag og lørdag. Den omfatter omkring 54 tønder land og har omkring 250 moderfår, der græsser på markerne.
Gården producerer også en masse hø. “Mark har en stor traktor, som kan høste og lave det til halmballer”, siger Nicholas. “Fårene græsser frit fra april til november, herefter kommer de tilbage i laden og tilbringer December-marts her med at spise høet fra sommeren. De får lam i januar, som bliver vante til, at græsse på egen hånd i april. Når du bor på en fårefarm, foregår alt i en cyklus. År efter år spørger du, ‘Hvad gør dyrene normaltvist på denne tid af året?’”
“I New England er jorden meget velegnet til får, da her er mange bakker og masser af græs”, siger hun. “De har været opdrættet her siden 1800-tallet, og der plejede, at være tonsvis af gårde i området.” I takt med, at produktionen i USA blev større, flyttede fåreavlerne vestpå, for at bosætte landet. Antallet af gårde i New England blev mindre, og i dag græsser familiens får på jord, der tilhører naboer, som ikke længere driver landbrug.
Leyden Glen Farm sælger fritgående lam, og stort set alt sammen bliver solgt til kunder på de lokale landbrugsmarkeder i Amherst og Northampton hver tirsdag og lørdag. Den omfatter omkring 54 tønder land og har omkring 250 moderfår, der græsser på markerne.
Gården producerer også en masse hø. “Mark har en stor traktor, som kan høste og lave det til halmballer”, siger Nicholas. “Fårene græsser frit fra april til november, herefter kommer de tilbage i laden og tilbringer December-marts her med at spise høet fra sommeren. De får lam i januar, som bliver vante til, at græsse på egen hånd i april. Når du bor på en fårefarm, foregår alt i en cyklus. År efter år spørger du, ‘Hvad gør dyrene normaltvist på denne tid af året?’”
“I New England er jorden meget velegnet til får, da her er mange bakker og masser af græs”, siger hun. “De har været opdrættet her siden 1800-tallet, og der plejede, at være tonsvis af gårde i området.” I takt med, at produktionen i USA blev større, flyttede fåreavlerne vestpå, for at bosætte landet. Antallet af gårde i New England blev mindre, og i dag græsser familiens får på jord, der tilhører naboer, som ikke længere driver landbrug.
Hvem gør hvad:
Duprey ser efter dyrene og sørger for deres fodring og sundhed. Nicholas varetager salget af kød og forbindelsen til landbrugsmarkederne. Datteren Julia hjælper dem, når de sælger varer, og tager sig desuden af dyreungerne om vinteren.
En typisk dag:
“Det er fantastisk, at vi ikke behøver, at stå op super tidligt - vi planlægger vores dag efter dagslyset”, siger Nicholas. “I løbet af sommeren har dyrene ikke brug for så meget pleje. Vi vågner op, ser ud over markerne, og kontrollerer, at alle er glade. Derefter diskuterer vi, hvad der skal gøres den pågældende dag. Mark kontrollerer græsgange, sikrer sig, at ingen dyr sidder fast i et hegn, og at der er mad nok. Det er svært at beskrive en ‘typisk’ dag, da vores motto nødvendigvis lyder ‘Uanset, hvad der er den mest presserende nødsituation, tager vi os af det først” - såsom hvis traktoren brænder sammen!”
“Om vinteren er vi nødt til at tage os af dyrebørnene, så det er en lidt anden hverdag. Vi kontrollerer, hvem der er blevet født natten over, noterer det og sørger for, at de er OK og at deres mødre tager sig af dem. Herrefter handler det om mad og at lægge hø foran dyrene to til tre gange om dagen.“
Hvad elsker hun ved at bo her:
“Historien - Jeg tænker altid på de mennesker, der har levet her de seneste 250 år”, siger Nicholas. “Jeg spekulerer på, hvordan dælen de nogensinde byggede stedet op med de bare næver.” Hun elsker også: “Våbenhuset om sommeren, hvor vi får kaffe hver morgen og ser ud på fårene, der græsser; den store vask i stuehuset - den er så dyb, at den kan skjule alt det snavsede service; de gamle vinduer, der har antikke glasruder i farverne lilla, grøn og blå; og mit køkkenvindue, hvorfra jeg kan se kyllingerne hakke rundt i gårdhaven.“
Se flere billeder af dette gårdhus
Duprey ser efter dyrene og sørger for deres fodring og sundhed. Nicholas varetager salget af kød og forbindelsen til landbrugsmarkederne. Datteren Julia hjælper dem, når de sælger varer, og tager sig desuden af dyreungerne om vinteren.
En typisk dag:
“Det er fantastisk, at vi ikke behøver, at stå op super tidligt - vi planlægger vores dag efter dagslyset”, siger Nicholas. “I løbet af sommeren har dyrene ikke brug for så meget pleje. Vi vågner op, ser ud over markerne, og kontrollerer, at alle er glade. Derefter diskuterer vi, hvad der skal gøres den pågældende dag. Mark kontrollerer græsgange, sikrer sig, at ingen dyr sidder fast i et hegn, og at der er mad nok. Det er svært at beskrive en ‘typisk’ dag, da vores motto nødvendigvis lyder ‘Uanset, hvad der er den mest presserende nødsituation, tager vi os af det først” - såsom hvis traktoren brænder sammen!”
“Om vinteren er vi nødt til at tage os af dyrebørnene, så det er en lidt anden hverdag. Vi kontrollerer, hvem der er blevet født natten over, noterer det og sørger for, at de er OK og at deres mødre tager sig af dem. Herrefter handler det om mad og at lægge hø foran dyrene to til tre gange om dagen.“
Hvad elsker hun ved at bo her:
“Historien - Jeg tænker altid på de mennesker, der har levet her de seneste 250 år”, siger Nicholas. “Jeg spekulerer på, hvordan dælen de nogensinde byggede stedet op med de bare næver.” Hun elsker også: “Våbenhuset om sommeren, hvor vi får kaffe hver morgen og ser ud på fårene, der græsser; den store vask i stuehuset - den er så dyb, at den kan skjule alt det snavsede service; de gamle vinduer, der har antikke glasruder i farverne lilla, grøn og blå; og mit køkkenvindue, hvorfra jeg kan se kyllingerne hakke rundt i gårdhaven.“
Se flere billeder af dette gårdhus
7. Familiehjem på en bjergfarm i Spanien
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Astrid Lema Jiménez, 27, og hendes mand, Isidoro Mayo, 49. Hertil bor Astrid’s fætter, Keila, som er 10 år gammel, sammen med familien i sommermånederne
Beliggenhed: Landsbyen Folgueirón, ved Asturias provinsen, Spanien
Astrid Lema Jiménez voksede op i Barcelona, men hun drømte om, at blive landmand. Så for fire år siden, flyttede hun ind i sine bedsteforældres tidligere gård i Folgueirón. De plejede at være landmænd. Nu lever hun af, at sælge æg, gedeost og hjemmebagt brød til landsbyerne i nærheden.
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Astrid Lema Jiménez, 27, og hendes mand, Isidoro Mayo, 49. Hertil bor Astrid’s fætter, Keila, som er 10 år gammel, sammen med familien i sommermånederne
Beliggenhed: Landsbyen Folgueirón, ved Asturias provinsen, Spanien
Astrid Lema Jiménez voksede op i Barcelona, men hun drømte om, at blive landmand. Så for fire år siden, flyttede hun ind i sine bedsteforældres tidligere gård i Folgueirón. De plejede at være landmænd. Nu lever hun af, at sælge æg, gedeost og hjemmebagt brød til landsbyerne i nærheden.
Hvad producerer de:
“Vi ejer omkring 60.000 kvadratmeter jord, som er stort nok til vores geder, høns og kyllinger”, siger Jiménez. Vi producerer den mest velsmagende ost, du kan forestille dig, og vi har en masse æg. Jeg bruger brændenælder, som der er masser af i dette regnfulde område, til at lave supper og hjemmelavede salver. Jeg laver også brød og bollos preñaos, som er et brød, der er proppet med chorizo, og som er meget almindelige i området.”
Den chorizo, som Jiménez bruger til hendes brød, produceres i Otur, en lille landsby i nærheden af hendes hjem. Rullerne spises ofte i løbet af foråret og ved sommeren festligheder i Asturien, Cantabrien og La Rioja området i det nordlige Spanien. Brødet serveres hertil ofte sammen med Sidra, æblecider. Keila er afbilledet ovenfor.
Hvad laver hun:
“Jeg bager brødet, indsamler æg, luger ud og fodrer dyrene. Mindst én gang om ugen forbereder jeg hertil vores meget velsmagende gedeost.“
“Vi ejer omkring 60.000 kvadratmeter jord, som er stort nok til vores geder, høns og kyllinger”, siger Jiménez. Vi producerer den mest velsmagende ost, du kan forestille dig, og vi har en masse æg. Jeg bruger brændenælder, som der er masser af i dette regnfulde område, til at lave supper og hjemmelavede salver. Jeg laver også brød og bollos preñaos, som er et brød, der er proppet med chorizo, og som er meget almindelige i området.”
Den chorizo, som Jiménez bruger til hendes brød, produceres i Otur, en lille landsby i nærheden af hendes hjem. Rullerne spises ofte i løbet af foråret og ved sommeren festligheder i Asturien, Cantabrien og La Rioja området i det nordlige Spanien. Brødet serveres hertil ofte sammen med Sidra, æblecider. Keila er afbilledet ovenfor.
Hvad laver hun:
“Jeg bager brødet, indsamler æg, luger ud og fodrer dyrene. Mindst én gang om ugen forbereder jeg hertil vores meget velsmagende gedeost.“
En typisk dag:
“Jeg vågner kl 4:30 for at forberede ovnen og lave brødet og bollos preñaos”, siger Jiménez. “Så lægger jeg det hele ned i kurve og går til Luarca med mit æsel. Jeg efterlader det hele hos bageren, hvor det meste af salget foregår, og leverer resten til andre landsbyer. Om eftermiddagen tager jeg Turca med mit æsel og afhente fyr, eukalyptus og japansk taks, så jeg har nok træ til at bage brød næste morgen.“
Hvad elsker hun ved at bo her:
“Jeg elsker, at bo her, på grund af dyrelivet omkring os - ræve, rådyr, falke …. Det er, som at leve midt i en TV-dokumentar om dyrelivet.“
“Jeg vågner kl 4:30 for at forberede ovnen og lave brødet og bollos preñaos”, siger Jiménez. “Så lægger jeg det hele ned i kurve og går til Luarca med mit æsel. Jeg efterlader det hele hos bageren, hvor det meste af salget foregår, og leverer resten til andre landsbyer. Om eftermiddagen tager jeg Turca med mit æsel og afhente fyr, eukalyptus og japansk taks, så jeg har nok træ til at bage brød næste morgen.“
Hvad elsker hun ved at bo her:
“Jeg elsker, at bo her, på grund af dyrelivet omkring os - ræve, rådyr, falke …. Det er, som at leve midt i en TV-dokumentar om dyrelivet.“
8. Gård og gæstehus i Rusland
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Vladimir Novikov, 46, hans kone og deres fire børn
Beliggenhed: 130 kilometer syd for Moskva, i Tula-regionen i Rusland
Det begyndte alt sammen, da Vladimir Novikov forlod MGIMO universitet i Moskva og flyttede til Tula-regionen. “Mine forfædre er fra Kashira, og jeg tror, jeg følte en trang til, at besøge mit moderland”, siger Novikov. “Vi gik til kommunen sammen med min far, og fik et 100-hektar stort stykke jord til en gård, som ligger i en fjerntliggende landsby uden elektricitet. Vi flyttede ind i en ombygget container, og begyndte at dyrke jorden. Det viste sig, at være svært på grund af oversvømmelser. Imens vi var i gang med, at sælge vores første kål-høst, mødte vi lederen af Zaoksky-distriktet og kæmpede for endnu et stykke jord. Det er kun på 2 hektar, men her har jeg formået at dyrke meget mere.“
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Vladimir Novikov, 46, hans kone og deres fire børn
Beliggenhed: 130 kilometer syd for Moskva, i Tula-regionen i Rusland
Det begyndte alt sammen, da Vladimir Novikov forlod MGIMO universitet i Moskva og flyttede til Tula-regionen. “Mine forfædre er fra Kashira, og jeg tror, jeg følte en trang til, at besøge mit moderland”, siger Novikov. “Vi gik til kommunen sammen med min far, og fik et 100-hektar stort stykke jord til en gård, som ligger i en fjerntliggende landsby uden elektricitet. Vi flyttede ind i en ombygget container, og begyndte at dyrke jorden. Det viste sig, at være svært på grund af oversvømmelser. Imens vi var i gang med, at sælge vores første kål-høst, mødte vi lederen af Zaoksky-distriktet og kæmpede for endnu et stykke jord. Det er kun på 2 hektar, men her har jeg formået at dyrke meget mere.“
Så snart byggeriet begyndte, spurgte den lokale hyrde, hvornår de ville åbne en tesalon. “Jeg fandt ud af, at der plejede, at være en café på dette stykke land. Sådan opstod tanken om, at bygge en lokal klub og restaurant”, siger Novikov. “Skelettet er nu klar, og vi planlægger, at afslutte indretningen og åbne stedet næste år. For at gøre den afslappende stemning på landet lettere, byggede jeg fire gæstehuse, hvor folk kan komme og bo permanent. I 20 år har jeg arbejdet på dette stykke land ved hjælp af min egen financiering. Jeg forsøger, at undgå kredit - derfor er processen langsom, men den fungerer.”
Hvad producerer de: Novikov og hans kone producerer mest fødevarer til sig selv og forsøger, at sælge alt det overskydende. Han leverer for eksempel noget af deres mælk til et kontor i Moskva.
“I vores køkkenhave dyrker vi for det meste kartofler og græskar og en masse frugt - æbler, pærer, blommer”, siger han. “Jeg har i øjeblikket planer om, at leje noget tilstødende jord, dels for at dyrke kornafgrøder, men også for at forhindre, at man bygger sommerhuse i nærheden.”
Hvem gør hvad:
“Jeg er for det meste travlt med at bygge i øjeblikket”, siger Novikov. “Jeg er nødt til, at indrette det indvendige af gæstehusene og klubberne og bygge en grill. Planen er, at åbne en sommerbiograf snart. Min kone tager sig af haven og køkkenhaven, og begge vores mødre hjælpe hende.“
Hvad producerer de: Novikov og hans kone producerer mest fødevarer til sig selv og forsøger, at sælge alt det overskydende. Han leverer for eksempel noget af deres mælk til et kontor i Moskva.
“I vores køkkenhave dyrker vi for det meste kartofler og græskar og en masse frugt - æbler, pærer, blommer”, siger han. “Jeg har i øjeblikket planer om, at leje noget tilstødende jord, dels for at dyrke kornafgrøder, men også for at forhindre, at man bygger sommerhuse i nærheden.”
Hvem gør hvad:
“Jeg er for det meste travlt med at bygge i øjeblikket”, siger Novikov. “Jeg er nødt til, at indrette det indvendige af gæstehusene og klubberne og bygge en grill. Planen er, at åbne en sommerbiograf snart. Min kone tager sig af haven og køkkenhaven, og begge vores mødre hjælpe hende.“
En typisk dag:
“Jeg besøger min gård i weekenden, da jeg arbejder i Moskva i løbet af ugen”, siger Novikov, der slet ikke kan vente med, at blive landmand på fuldtid. “Jeg står op klokken 5 og går i seng kl 23, men dagen tilbragt på landet synes altid meget længere end i hovedstaden. Det er et liv fuld af hårdt arbejde, men det er et lykkeligt liv, hvor der er plads til både udmattende fysisk arbejde og den fantastiske følelse af, at have en ejendom. Jeg begynder at savne denne følelse det øjeblik, hvor jeg forlader min gård for at gå til byen.“
Hvad elsker han ved at bo her:
“Jeg elsker følelsen af, at dyrke vores egen jord. Jeg elsker, at realisere mine planer, drømme om, at starte en sommerklub og nogle gæstehuse på gården - og at gøre disse drømme til virkelighed, ved hjælp af mine egne penge og ressourcer. Jeg kan lide alt dette, da det ikke minder om et ‘fancy luksusliv‘ - det er ikke overfyldt med sommerhusejere. Jeg kan godt lide haven, som vi plantede for 15 år siden med mine forældre. Der er også et 120 år gammelt lindetræ, som jeg er stolt af.“
Læs mere om denne gård
“Jeg besøger min gård i weekenden, da jeg arbejder i Moskva i løbet af ugen”, siger Novikov, der slet ikke kan vente med, at blive landmand på fuldtid. “Jeg står op klokken 5 og går i seng kl 23, men dagen tilbragt på landet synes altid meget længere end i hovedstaden. Det er et liv fuld af hårdt arbejde, men det er et lykkeligt liv, hvor der er plads til både udmattende fysisk arbejde og den fantastiske følelse af, at have en ejendom. Jeg begynder at savne denne følelse det øjeblik, hvor jeg forlader min gård for at gå til byen.“
Hvad elsker han ved at bo her:
“Jeg elsker følelsen af, at dyrke vores egen jord. Jeg elsker, at realisere mine planer, drømme om, at starte en sommerklub og nogle gæstehuse på gården - og at gøre disse drømme til virkelighed, ved hjælp af mine egne penge og ressourcer. Jeg kan lide alt dette, da det ikke minder om et ‘fancy luksusliv‘ - det er ikke overfyldt med sommerhusejere. Jeg kan godt lide haven, som vi plantede for 15 år siden med mine forældre. Der er også et 120 år gammelt lindetræ, som jeg er stolt af.“
Læs mere om denne gård
9. Økologisk kornproduktion på en gård i Frankrig
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Eric Gobard, 46; hans hustru, Anne; og deres døtre, Lucie, 9, og Armelle, 15. Hertil sønnerne Emmanuel, 18, og Baptiste, 19, som begge er studerende
Beliggenhed: Coulommiers, øst for Paris, Frankrig
Gårdens stiftelse : 1895
Interessant detalje: Gården blev brugt i den franske film ‘En Lang Forlovelse’
I år fejrer gården La Ferme de Chantemerle sit 120 års jubilæum og hermed fire generationer af landmænd. Eric Gobard har altid boet på hans oldeforældres gård med sine bedsteforældre og forældre og har nu kørt driften af gården i 13 år. Gården, som har været økologicertificeret de sidste syv år, har specialiseret sig i korn, da jorden på markerne er perfekt til det.
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Eric Gobard, 46; hans hustru, Anne; og deres døtre, Lucie, 9, og Armelle, 15. Hertil sønnerne Emmanuel, 18, og Baptiste, 19, som begge er studerende
Beliggenhed: Coulommiers, øst for Paris, Frankrig
Gårdens stiftelse : 1895
Interessant detalje: Gården blev brugt i den franske film ‘En Lang Forlovelse’
I år fejrer gården La Ferme de Chantemerle sit 120 års jubilæum og hermed fire generationer af landmænd. Eric Gobard har altid boet på hans oldeforældres gård med sine bedsteforældre og forældre og har nu kørt driften af gården i 13 år. Gården, som har været økologicertificeret de sidste syv år, har specialiseret sig i korn, da jorden på markerne er perfekt til det.
Hvad producerer de: Hvede, spelt, boghvede, rug, lucerne (alfalfa), linned (hør). “Markerne er organiseret efter en 10-årig rotation”, siger Eric. “Vi vil for eksempel dyrke lucerne på dette stykke jord i to år, og det vil derefter blive solgt til en landmand, der producerer økologisk coulommiers-ost, som er en specialitet i denne region. Herefter sår vi hvede, som nyder godt af kvælstoffet, som er tilbage i jorden efter dyrkningen af lucerne; derefter linned; derefter hvede igen; derefter franske bønner, som elsker dårlig jord; bælgærter, som atter tilfører kvælstof i jorden; og endelig boghvede, der renser jorden for bakterier.“ Det er en naturlig måde, at sikre høj kvalitet og at holde jorden både produktiv og udhvilet.
Hvem gør hvad: Lige nu kører Eric og Anne gården alene. “Baptiste og Emmanuel tog tilbage til deres studier og ønsker, at arbejde med bæredygtige energiformer”, siger han. “Men Lucie og Armelle elsker livet på landet og taler meget om, at vile drive gården en dag, så hvem ved?” Eric arbejder i markerne og Anne varetager de administrative og logistiske aspekter og går til markederne for at sælge afgrøderne.
En typisk dag: Eric’s og Anne’s dage er intense. “I morgen skal jeg arbejde i markerne”, siger Eric. “Efter frokost hælder jeg korn ned i siloen, som står ved siden af den moderne mølle. Aftenen går normaltvis med administrative opgaver.”
En typisk dag: Eric’s og Anne’s dage er intense. “I morgen skal jeg arbejde i markerne”, siger Eric. “Efter frokost hælder jeg korn ned i siloen, som står ved siden af den moderne mølle. Aftenen går normaltvis med administrative opgaver.”
Hvad elsker de ved at bo her:
Folk er passionerede omkring deres gård. De elsker, at videregive deres viden til nye generationer, og de underviser i økologisk landbrug på landbrugsskoler. Anne elsker også, at kunne få friske æg fra deres høns og frugt fra deres have.
Læs mere om denne gård
Folk er passionerede omkring deres gård. De elsker, at videregive deres viden til nye generationer, og de underviser i økologisk landbrug på landbrugsskoler. Anne elsker også, at kunne få friske æg fra deres høns og frugt fra deres have.
Læs mere om denne gård
Hvem bor og laver gårdarbejde her: Erika Takaya, 37; hendes mand Yuji Takaya, 38; og Hiroki Kuwabara, 39
Beliggenhed: Maniwa, Okayama Prefecture, Japan
Ejendommens stiftelse: Omkring 1950
Erika og Yuji Takaya plejede at bo og arbejde i Tokyo. Men deres smag for økologiske fødevarer fik dem til at studere landbrug uden kunstgødning eller pesticider på en gård i Chiba Prefecture, hvor de mødte Kuwabara.
“Da vi overvejede at blive fuldtidslandmænd og ledte efter et sted omkring Chiba, Great East Japan, skete jordskælvet [i 2011], så vi besluttede os for at finde et sted at bo og starte landbrug i den vestlige del af Japan,” siger Yuji.
“I april 2012 slog vi os endelig ned her sammen med Kuwabara og startede et landbrugssted kaldet Hiruzen Kogei. Kudo, som man kan se på billedet, består af et køkken, en spisestue og en arbejdsplads ved siden af vores marker. Selvom vi alle har vores egne huse fem minutter herfra i bil, anser vi dem bare for at være et sted, hvor vi sover, og Kudo er det egentlige centrum i vores liv.“Hvad elsker han ved at bo her: