Arkitektur: 4 boliger ved verdens ende.
Tag med os til øde steder, hvor disse residenser skræver over klippeskrænter, løvrige søbredder og forrevne vige.
Når arkitekter præsenteres for en designoversigt og et ubebygget område, afsøger de ofte de yderste grænser for at finde inspiration og arkitektoniske løsninger, der giver mening. Disse grænser, både de virkelige og imaginære, er spændende steder at bygge. Grænsen lægger ofte fundamentet til bygningsformen, materialerne og endda måden, den er struktureret på.
Følgende projekter udforsker disse grænser på tankevækkende og kontroversiel vis. Nogle vil måske hævde, at de er farlige eller tager unødvendige risici. Men arkitekturens kerne udfordrer os til at se verden med nye øjne. Designprocessen dikterer, at arkitekter filtrerer mange forskellige idéer og begrænsninger – sikkerhedslovgivning, professionelle byggestandarder, lokale byggeregler og miljøbestemmelser. Arkitekter skal desuden imødekomme kundens behov, ønsker og budget, og naturligvis skal syntesen være æstetisk i orden. Disse design udmærker sig, idet de prioriterer beboernes sikkerhed, samtidig med at de sætter fokus på den dramatik og fare, der er til stede på disse eksponerede steder.
Her tager vi et kig på, hvordan et hjem kan udfordre de naturlige omgivelser og bevæge sig på grænsen mellem arkitektoniske konventioner og slående naturlig skønhed.
Følgende projekter udforsker disse grænser på tankevækkende og kontroversiel vis. Nogle vil måske hævde, at de er farlige eller tager unødvendige risici. Men arkitekturens kerne udfordrer os til at se verden med nye øjne. Designprocessen dikterer, at arkitekter filtrerer mange forskellige idéer og begrænsninger – sikkerhedslovgivning, professionelle byggestandarder, lokale byggeregler og miljøbestemmelser. Arkitekter skal desuden imødekomme kundens behov, ønsker og budget, og naturligvis skal syntesen være æstetisk i orden. Disse design udmærker sig, idet de prioriterer beboernes sikkerhed, samtidig med at de sætter fokus på den dramatik og fare, der er til stede på disse eksponerede steder.
Her tager vi et kig på, hvordan et hjem kan udfordre de naturlige omgivelser og bevæge sig på grænsen mellem arkitektoniske konventioner og slående naturlig skønhed.
Huset modererer oplevelsen af stedet. Det bliver grænsen og fungerer som et slags objektiv til forståelse af omgivelserne, indramning af udsigten, referenceramme for horisonten og ophævelse af tyngdekraften, samtidig med at det udviser respekt for stedet. Denne respekt inkluderer den usandsynligt lette stålramme, som bæres på specialstøbte betonsokler og understøtter boksen i cedertræ, der indeholder det hvælvede opholdsområde.
Åbningerne i væggene er udformet med særligt henblik på også at formgive den indvendige oplevelse af grænsen. Vinduerne i dagligstuen indfanger en fuld 180 graders panoramaudsigt, mens loftet med sovepladser på øverste etage giver længere, aksiale udsigter hen over klippevæggen parallelt med kysten.
De strukturelle krav er imødegået med samme umiddelbarhed, som hele kompositionen blev født med. Stålrammen føles nødvendig, men også interimistisk som et stativ eller et brandtårn. Skønheden ligger i nytteværdien. Man får fornemmelsen af, at den kan foldes op, pakkes væk og flyttes når som helst, men at dette sted blev valgt for sin unikke placering i landskabet.
Den indvendige struktur udstråler en lignende ligefrem praktisk anvendelighed. Enkle strukturrammer af stål er designet til at modstå både vandrette og lodrette belastninger og skaber konsoldesignet. Den uisolerede skal er beklædt med en skråt placeret bræddebeklædning, der afstiver stolperne og forhindrer forskydninger.
Når man kigger ned mod dagligstuen fra loftet, fornemmer man kun jorden langt nede, og ikke havet, som man skulle tro. Dette giver en meget varieret indendørs oplevelse på blot 89 kvadratmeter i alt.
Åbningerne i væggene er udformet med særligt henblik på også at formgive den indvendige oplevelse af grænsen. Vinduerne i dagligstuen indfanger en fuld 180 graders panoramaudsigt, mens loftet med sovepladser på øverste etage giver længere, aksiale udsigter hen over klippevæggen parallelt med kysten.
De strukturelle krav er imødegået med samme umiddelbarhed, som hele kompositionen blev født med. Stålrammen føles nødvendig, men også interimistisk som et stativ eller et brandtårn. Skønheden ligger i nytteværdien. Man får fornemmelsen af, at den kan foldes op, pakkes væk og flyttes når som helst, men at dette sted blev valgt for sin unikke placering i landskabet.
Den indvendige struktur udstråler en lignende ligefrem praktisk anvendelighed. Enkle strukturrammer af stål er designet til at modstå både vandrette og lodrette belastninger og skaber konsoldesignet. Den uisolerede skal er beklædt med en skråt placeret bræddebeklædning, der afstiver stolperne og forhindrer forskydninger.
Når man kigger ned mod dagligstuen fra loftet, fornemmer man kun jorden langt nede, og ikke havet, som man skulle tro. Dette giver en meget varieret indendørs oplevelse på blot 89 kvadratmeter i alt.
Den indvendige struktur udstråler en lignende ligefrem praktisk anvendelighed. Enkle strukturrammer af stål er designet til at modstå både vandrette og lodrette belastninger og skaber konsoldesignet. Den uisolerede skal er beklædt med en skråt placeret bræddebeklædning, der afstiver stolperne og forhindrer forskydninger.
Når man kigger ned mod dagligstuen fra loftet, fornemmer man kun jorden langt nede, og ikke havet, som man skulle tro. Dette giver en meget varieret indendørs oplevelse på blot 89 kvadratmeter i alt.
Det er måske nok unødvendigt, men designet – der forener sikkerhed, et strukturelt udtryk og oplevelser – er beundringsværdigt. Slutresultatet er en bygning, der underkaster sig sine grænseforhold og hylder dem ved at spille på kontrasterne. Ved at lade boligen balancere på kanten af klippen opnår man en fornemmelse af dybde og en større påskønnelse af de elementer, der udgør bygningens omgivelser. At dette oven i købet er blevet udført inden for lovgivningens myriade af begrænsninger gør projektet endnu mere beundringsværdigt.
Når man kigger ned mod dagligstuen fra loftet, fornemmer man kun jorden langt nede, og ikke havet, som man skulle tro. Dette giver en meget varieret indendørs oplevelse på blot 89 kvadratmeter i alt.
Det er måske nok unødvendigt, men designet – der forener sikkerhed, et strukturelt udtryk og oplevelser – er beundringsværdigt. Slutresultatet er en bygning, der underkaster sig sine grænseforhold og hylder dem ved at spille på kontrasterne. Ved at lade boligen balancere på kanten af klippen opnår man en fornemmelse af dybde og en større påskønnelse af de elementer, der udgør bygningens omgivelser. At dette oven i købet er blevet udført inden for lovgivningens myriade af begrænsninger gør projektet endnu mere beundringsværdigt.
2. Vigen
Dette weekendhus er placeret på skæringspunktet mellem en eng og udkanten af en skov og har en vidtstrakt udsigt over Washingtons sund Puget Sound. Arkitekturen udnytter sin præcise grænseplacering i landskabet ved at afsløre de indbyrdes relationer, efterhånden som man bevæger sig gennem boligen.
Husets indgangsparti er uhøjtideligt og fastslår den fornemmelse af nye oplevelser, der er allestedsnærværende i projektet. Variationen af oplevelser, der er tilgængelig på et lille område, er virkelig spændende. Det mere komprimerede og mørkere indgangsområde her leder tankerne hen på skoven.
Dette weekendhus er placeret på skæringspunktet mellem en eng og udkanten af en skov og har en vidtstrakt udsigt over Washingtons sund Puget Sound. Arkitekturen udnytter sin præcise grænseplacering i landskabet ved at afsløre de indbyrdes relationer, efterhånden som man bevæger sig gennem boligen.
Husets indgangsparti er uhøjtideligt og fastslår den fornemmelse af nye oplevelser, der er allestedsnærværende i projektet. Variationen af oplevelser, der er tilgængelig på et lille område, er virkelig spændende. Det mere komprimerede og mørkere indgangsområde her leder tankerne hen på skoven.
Indenfor udvides udsigten, og grænsen mellem skov og vand udviskes fuldstændig. Stuen blev endnu mere spændende med en fri frembygning, der sætter rummet i bevægelse ud mod udsigten.
Det er fra det primære opholdsområde, at man får en fornemmelse af helheden i det omgivende miljø. Det fritbærende tagplan henleder opmærksomheden udad mod skoven.
Ved at lege med de massive vægge og glasvæggene har arkitekterne skabt en fin fornemmelse af læ. Man føler sig beskyttet og alligevel udsat i disse rum.
Ved at lege med de massive vægge og glasvæggene har arkitekterne skabt en fin fornemmelse af læ. Man føler sig beskyttet og alligevel udsat i disse rum.
Og så er man aldrig langt fra en dramatisk udsigt til det omgivende miljø, selv de mest private steder.
Kombinationen af sikkerhed og æstetik er tilsigtet og designet. Rækværket er visuelt minimalt.
Kombinationen af sikkerhed og æstetik er tilsigtet og designet. Rækværket er visuelt minimalt.
Huset forstærker grænseforholdene ved at benytte arkitektoniske elementer, fx det brede tag, til at genindramme stedets perspektiv. Når man går op gennem tagplanet og ud på udsigtsdækket, forskydes horisonten, og enhver fornemmelse af boligen nedenunder forsvinder helt. Man står alene tilbage med træets løvtag og udsigten til sundet. Disse enkle gestus er et stærkt virkemiddel i en lille bolig.
3. Søen
Dette projekt handler lige så meget om oplevelsen som om arkitekturen. Adgangsvejen er ca. 1½ km lang og bliver derfor en rejse, som krydser mange grænser.
Dette projekt handler lige så meget om oplevelsen som om arkitekturen. Adgangsvejen er ca. 1½ km lang og bliver derfor en rejse, som krydser mange grænser.
Man passerer over en skovklædt slugt på denne kabelhængebro, og stien fortsætter ned ad bakke til et lille samlingspunkt og bådhuset ved bredden af søen.
Ved ankomsten til søens bred får man øje på det lave bådhus, som svæver over vandet. Dets lakerede træ og fine detaljer minder om en renoveret båd. Indgangspartiet flytter beskuerens fokus til vandet, snarere end til arkitekturen. Der er en kontrast mellem åbenhed og soliditet ligesom i det forrige projekt. Bemærk det lille vindue i den sydvendte ende.
Indvendigt er dette vindue udsmykket med en lille lampe med specialfremstillet metalfod. Detaljer som disse udtrykker en aktiv holdning til håndværk og hensigten om at skabe et særlig sted. Jeg kan forestille mig, hvordan lyset i vinduet drager folk om aftenen – en slags fyrtårn på søen, der slår bro mellem de menneskeskabte indvendige og udvendige grænser.
Strukturen er let (arkitekterne kalder den en vandskøjteløber) og balancerer fint på vandets overflade. Arkitekterne har anvendt en stålramme, der giver strukturel stivhed og delikat tilstedeværelse og fører tankerne hen på simple havnekonstruktioner. Trådnetpanelerne på nord- og østsiden af opholdsområdet på øverste niveau kan svinges op, så der dannes en improviseret udspringsplatform. Når de løftes, synes den allerede luftige struktur at forsvinde lige op i trægrænsen.
Dette er et sted, hvor man kan slappe af, svømme og opleve søens bred. Det bevæger sig på grænsen mellem uformelt og formelt og håndværkets hyldest og nytteværdien.
4. Solnedgangen
Dette hus svæver i et barsk og eksponeret terræn på den klipperige Nova Scotia-kyst oven på et stykke granit, hvor ejerne har nydt solnedgangen mange gange, før idéen til huset blev undfanget
Dette hus svæver i et barsk og eksponeret terræn på den klipperige Nova Scotia-kyst oven på et stykke granit, hvor ejerne har nydt solnedgangen mange gange, før idéen til huset blev undfanget
Her formgav grænseforholdene huset, ikke ulig den måde, som den gletscherbelagte kystlinje blev skåret ud af is på. Den ramponerede tagform hæver sig mod udsigten samtidig med, at den er vandafvisende. Den afklippede bygningsform er et resultat af den evige cyklus med frostgrader og tøvejr i det lokale klima, hvor overhæng kun indbyder til ophobning af is. Og så er der selvfølgelig Atlanterhavets brænding, der har formet de betonfinner, som udgør fundamentet, der løber vinkelret på kystlinjen.
Ukuelighed er et nøglekoncept i dette havinspirerede miljø, hvor det er nemmere at invitere bølgerne ind under strukturen, end det er at designe en væg, som modstår dem. Visuelt minder finnerne mig om slæbesteder for både, mens huset leder tankerne hen på et skibsskrog i tørdok.
Ukuelighed er et nøglekoncept i dette havinspirerede miljø, hvor det er nemmere at invitere bølgerne ind under strukturen, end det er at designe en væg, som modstår dem. Visuelt minder finnerne mig om slæbesteder for både, mens huset leder tankerne hen på et skibsskrog i tørdok.
Ved ankomsten til huset mødes man af en udsigt ud til det vestlige hav, der indrammer grænsen mellem bygning og miljø. Der er en ikke ligefrem diskret kontrast mellem boligens størrelse og havet længere ude.
Her begynder man at få en fornemmelse af materialepaletten, der er inspireret af stedets egne vejrbidte blågrå nuancer. De ydmyge bølgeblikssider er valgt for deres holdbarhed, og fremkalder billeder af planker, der anvendes til skibsskrog. Cedertræet – et almindeligt byggemateriale – er naturligt modstandsdygtigt mod råd. Når det udsættes for sol og salt luft, bliver det hurtigt sølvfarvet. Betonen forankrer bygningen og efterligner granitten i nærheden.
I det lineære opholdsområde udsættes nord- og vestfacaderne nådesløst for Atlanterhavet, mens den østvendte kant føles forankret, solid og beskyttende. Den massive væg markerer sin egen interne grænse mellem funktionelle rum – opbevaring, skabe, badeværelser – og rum til afslapning eller opholdsområder. Det strenge indvendige ordensprincip gør det minimale areal i det ekstra indvendige rum funktionelt på en effektiv måde.
Materialepaletten indenfor udsletter også grænsen mellem land og hav. Den polerede beton føles både grundfæstet og flygtigt som vand. De neutrale vægfarver antager farverne i det omgivende miljø: solnedgangens skiftende toner eller den mørkegrå nuance i en storm under optræk for eksempel.
Materialepaletten indenfor udsletter også grænsen mellem land og hav. Den polerede beton føles både grundfæstet og flygtigt som vand. De neutrale vægfarver antager farverne i det omgivende miljø: solnedgangens skiftende toner eller den mørkegrå nuance i en storm under optræk for eksempel.
Hele det nordvestlige hjørne af boligen er skåret væk på dramatisk vis, så der dannes en udendørs veranda med en prima placering til at nyde solnedgangen. Områder, der hverken er indenfor eller helt udenfor skaber en mangfoldig oplevelse. Det lave loft over den udendørs veranda (som udgøres af det indendørs værelse ovenpå) står i kontrast til den indvendige stues høje loft. Dette lavere loft får øjet til at bevæge sig udad, så det udendørs rum føles endnu mere blotlagt.
Det lanternelignende, varmt oplyste indre viser tydeligt, hvordan rummene er arrangeret inden for: Opholdsområderne har glas, mens soveværelserne har fået nøje kontrollerede udsigter til specifikke særpræg i landskabet. Det ydre virker lige så strengt komponeret som det indre med åbninger, der følger den synkoperede orden i det strukturelle net. Alt har sin plads.
Arkitekterne har indsigtsfuldt udstyret boligen med store glidepaneler, der dækker glasvæggene, når det bliver uvejr. Det robuste design gør det muligt at tilpasse bygningen til skiftende vejrlig.
Arkitekterne har indsigtsfuldt udstyret boligen med store glidepaneler, der dækker glasvæggene, når det bliver uvejr. Det robuste design gør det muligt at tilpasse bygningen til skiftende vejrlig.
Placeringen på kanten affødte også et strukturelt system, der er designet til at modstå de stærke vindpåvirkninger på boligens sider. Afstivningen er enkel og direkte. Et vinkelbeslag forebygger, at stålrammen forskydes i vinden, mens de forstærkede hjørner overfører belastninger til søjlerne og til sidst tilbage til fundamentet, der er forankret i granitten.
Selve huset udgør et mikrokosmos af stedets grænseforhold, af åbenhed og læ, hvor land repræsenterer sikkerhed, et tilflugtssted fra havet. Det udviser en indsigt i de kræfter, der har formgivet miljøet, og anerkender dem i designet.
En vovet påmindelse. Det er imidlertid et spinkelt forhold. Jeg tror, det er grunden til, at jeg sætter så stor pris på det – for dristighedens skyld. Ville du vælge denne placering til din bolig? Måske, måske ikke.
Sætter jeg spørgsmålstegn ved sikkerheden? Overhovedet ikke. Selve det faktum, at det blev bygget, er bevis på, at det imødegik de komplekse udfordringer, arkitekterne stod over for. Opfyldelse af kundens behov og ønsker, æstetiske hensyn og overholdelse af et budget sammen med professionelle designstandarder, zoneinddeling samt miljø- og sikkerhedslovgivning – det er ikke nemt.
For mig er denne bolig et klart eksempel på mulighederne inden for arkitektur, der er designet til beboelse i grænseforhold, og en påmindelse om, hvorfor jeg blev arkitekt.
More: Design Workshop: How a Site Can Shape a Home
Umiddelbart ser dette fritidshus beliggende på kysten i den canadiske provins Nova Scotia ikke ud af meget – hvilket er med fuldt overlæg. Den sølvgrå beklædning af cedertræ smelter sammen med granitlandskabet, det grå hav og den afdæmpede himmel. Den enkle kube og udsigtsplatform er ærbødige over for udsigten og omgivelserne uden ornamenter eller en iøjefaldende udformning. De passer helt naturligt til områdets enkle vejrbidte fiskehytter i cedertræ.
Det er først, når man er kommet indenfor, at man får en fornemmelse af, hvor højt over jorden boligen er placeret mod havsiden. Halvdelen af huset hænger ud over en stejl klippeskrænt, hvilket har givet huset navnet The Cliff House. Den spartanske indretning og det primære opholdsområde åbner op for en panoramaudsigt til horisonten, den hældende topografi og havet.