Houzz Tour: Her i huset er naboerne blevet til familie
I Sofielunds Kollektivhus har du alle fordele ved storfamilieboligen, men du kan også trække dig tilbage til din helt egen lejlighed.
Bare fordi du bor i en lejlighed med mange andre mennesker i bygningens andre lejligheder, betyder det ikke, at du spiser middag med dine naboer flere gange om ugen, eller at I ses på hinandens altaner til hverdag. Men i Sofielunds Kollektivhus i det centrale Malmø kendte alle beboerne hinanden, allerede inden de flyttede ind. De mener nemlig alle, at en kollektiv boligform, hvor man deles om alle opgaver som madlavning og rengøring, er den bedste måde man kan leve på.
At bo i kollektiv er næppe et nyt fænomen, men det der er specielt ved Sofielunds er, at Malmø by byggede huset i samarbejde med de fremtidige lejere, som alle har helt selvstændige lejligheder ud over de fælles områder. Houzz besøgte Sofielunds Kollektivhus en usædvanligt stille dag midt i ugen.
At bo i kollektiv er næppe et nyt fænomen, men det der er specielt ved Sofielunds er, at Malmø by byggede huset i samarbejde med de fremtidige lejere, som alle har helt selvstændige lejligheder ud over de fælles områder. Houzz besøgte Sofielunds Kollektivhus en usædvanligt stille dag midt i ugen.
Der er to pligter i boligen, selvom andre aktiviteter er frivillige. Alle skal lave mad og alle skal gøre rent. Dem, der laver mad, klarer middagen tre dage om ugen, men der er planer om en fjerde dag med en fin middag hver måned. Det tog lidt tid at komme i gang med madlavningen, da alle skulle lære at håndtere industrikøkkenet samt at lave mad i store mængder – en middag skal række til mindst 65 personer. “Nogle gange går det galt, nogle gange rækker maden ikke,” siger Hilda. “Alle er jo amatører, så det er vigtigt, at man har den rette indstilling til at bo sådan her. Det sker, at nogle klynker lidt, men så er der andre, der hurtigt muntrer dem op.”
Hvorfor valgte Hilda selv denne form for bolig? “Jeg synes, jeg havde travlt, eftersom jeg arbejdede heltid var der altid så meget rod med at få det sociale liv til at hænge sammen. Her sker det automatisk, alle er her omkring mig, når jeg går ud af lejligheden.” Men det er også en politisk tanke, som styrer valget om at bo her. “Det kan være ud fra et socialt perspektiv, men også at man vil have en økologisk og økonomisk bæredygtig dagligdag. Det skal også være et hus, hvor mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde kan trives.”
Der er cirka 100 beboere, hvoraf 20 er børn og alderen går fra 0-75. Det bliver et naturligt social sammenhold, hvor det er dejligt at kende alle og ikke bare nikke til en forbipasserende nabo. “Der er en sammenknytning, en grundindstilling omkring denne bolig, som gør, at det fungerer”, siger Hilda.
Arkitekturen i sig selv opmuntrer også til samvær, da trapper og gangbroer skærer igennem udeområder og altaner, så det bliver lettere at standse op og snakke.
Arkitekturen i sig selv opmuntrer også til samvær, da trapper og gangbroer skærer igennem udeområder og altaner, så det bliver lettere at standse op og snakke.
Lejerne en blanding af nybegynderne og erfarne samboer. Vera Rastenberger er en veteran med hensyn til kollektiv. “Snarere en revolutionær end veteran,” siger hun. “Jeg var med allerede under besættelsen af Mullvaden i 1977 og har boet i kollektiv i Stockholm i 20 år.” Vera var dengang enlig med en søn og synes det blev ensomt og trist for ham, så hun valgte at bo i kollektiv.
Det bedste ved at bo alene sådan her er, at man aldrig er helt ensom. “Eftersom jeg er blind, er det skønt at have hjælp lige ved hånden. Jeg klarer mig godt selv herhjemme, men den anden dag lavede jeg mad, og brandalarmen gik i gang. Jeg kunne ikke få den til at stoppe, men gik ud på terrassen og råbte efter hjælp. Så kom folk strømmede til – et andet sted havde jeg måske ringet til brandvæsnet i stedet,” siger hun.
“Før jeg flyttede hertil, boede jeg i en fin bolig her i Malmø, hvor der var meget stille. Der var ingen børn og det var kun mig, der lavede en masse støj!” Her er Veras dagligstue i hendes lejlighed.
Der findes cirka 45-50 kollektivhuse i Sverige i dag, siger Ulrika Egerö, ordfører i KollektivhusNu. “Danmark må betragtes som førende i dag, hvor der findes cirka 356 kollektive huse og minibyer. Men i forhold til vores folkemængde kommer vi nok på andenpladsen i antal huse, og Danmark har ingen samlende national forening, som vi har. I øvrigt findes der mange kollektivhuse og bofællesskaber i Tyskland, Holland og USA.”
De første kollektivhuse i Sverige blev bygget i Stockholm i 30’erne, 40’erne og 50’erne med ansat personale, der stod for restaurant, børnepasning og vask. “I slutningen af 70’erne begyndte mange at efterspørge en ny type af kollektivhuse, som mere byggede på, at beboerne hjalp hinanden med madlavning og andet,” siger Ulrika. “Så blev foreningen Kollektivhus Nu dannet. Den stod for at bygge nye kollektivhuse.
Boligerne er siden vokset ujævnt men stabilt og nu oplever Ulrika Egerö at der er en kraftigt stigende efterspørgsel og interesse. “I Göteborg er der mange nye kollektivhuse på vej med støtte fra kommunen, da der ikke blev bygget særlig mange tidligere. Og der er i de senere år dannet grupper af interesserede, som vil flytte i kollektivhus i mange byer, som Uppsala, Växjö, Borgholm og Vaxholm.”
De første kollektivhuse i Sverige blev bygget i Stockholm i 30’erne, 40’erne og 50’erne med ansat personale, der stod for restaurant, børnepasning og vask. “I slutningen af 70’erne begyndte mange at efterspørge en ny type af kollektivhuse, som mere byggede på, at beboerne hjalp hinanden med madlavning og andet,” siger Ulrika. “Så blev foreningen Kollektivhus Nu dannet. Den stod for at bygge nye kollektivhuse.
Boligerne er siden vokset ujævnt men stabilt og nu oplever Ulrika Egerö at der er en kraftigt stigende efterspørgsel og interesse. “I Göteborg er der mange nye kollektivhuse på vej med støtte fra kommunen, da der ikke blev bygget særlig mange tidligere. Og der er i de senere år dannet grupper af interesserede, som vil flytte i kollektivhus i mange byer, som Uppsala, Växjö, Borgholm og Vaxholm.”
Lejerne er inddelt i otte forskellige grupper, blandt andet dem der står for driften af huset. Eftersom kommunen ikke behøver at ansætte en vicevært, og foreningen selv står for huslejeopkrævning, elregninger og andet administrativt, kan kommunen sænke lejen. “Det bliver nogle hundredelapper om måneden i sidste ende,” siger Hilda. “Huset blev bygget til dette formål af kommunen. Det viser at det er økonomisk gangbart og en spændende boligform.”
I forbindelse med spisestuen er der et læsehjørne og en bogsamling, som den boende bibliotekar ser efter. Hvem som helst i huset kan komme her og læse for en stund, og området bruges ofte til små møder mellem de forskellige beboergrupper.
I grovværkstedet er der plads og udstyr til større snedkerprojekter.
Den store væv findes i tilknytning til værkstedet. Der er også en tekstilgruppe, som strikker og syr.
Filmrummet har en projektor og kan bookes eller bruges frit. Når der vises børnefilm, kommer alle ungerne gerne, og blandt forældrene er det populært at bruge rummet til fester. “Alle trives her i huset på forskellige måder,” siger Hilda. “For enlige mødre og fædre er det skønt at der fast er mad, mens det for de ældre er livet rundt omkring, der lokker.”
Lejlighederne er helt selvstændige med køkken, badeværelse, dagligstue og soveværelse. De har også alle adgang til en form for udeområde, fra balkoner til altaner. Det her er Hildas køkken. Hun deler en af de større lejligheder med fire venner.
Så hvad sker der, hvis beboerne ikke gør hvad de skal og ikke opfylder deres forpligtelser? “Der er jo regler i vedtægterne, også for hvad der sker, hvis man bliver syg eller gravid. Vi har også husmøde en gang om måneden og forsøger at drøfte vanskeligheder. Der kan være ophedede diskussioner, men man lærer i bestyrelsen hvordan man håndterer svære emner, så alle bliver glade.”
Det er hidtil ikke sket, men går der for lang tid, bliver lejeren ganske enkelt opsagt. “Vi har jo en kontrakt og opfyldes den ikke, så ophæves den til sidst.”
Har Hilda ingen negative følelser om det at bo i kollektivhus? “Det er jo lidt som en udvidelse af familien og kan være svært, hvis man ikke er vant til at leve tæt på hinanden. Men som med familien er det svære jo også det bedste,” siger hun.
LÆS OGSÅ:
Fire kvinder deler enorm loftslejlighed
Har Hilda ingen negative følelser om det at bo i kollektivhus? “Det er jo lidt som en udvidelse af familien og kan være svært, hvis man ikke er vant til at leve tæt på hinanden. Men som med familien er det svære jo også det bedste,” siger hun.
LÆS OGSÅ:
Fire kvinder deler enorm loftslejlighed
Hilda Gustafsson, ordfører i boligforeningen, forklarer, hvordan projektet blev født. “Foreningen er en samarbejdende ejendomsforening, som tager fælles beslutninger om husets pleje og drift. Foreningen startede i 2009, og de der var medlemmer dengang, blev naturligt placeret i en kø. Sammen med os i foreningen skabte arkitektbureauet Kanozi tegninger af kollektivhuset, og det kommunale boligselskab MKB ville gerne afprøve denne model og gav grønt lys.”